Rimte på 0 kg. og 46 cm. fanget af Nicki Eriksen
Beretning
Som Allan skrev, fiskede vi i kaffe hele lørdag på vestkysten. På vej hjem i bilen faldt snakken på det gode vejr, da vi nærmede os vores hjemlige vande. Jeg havde egentlig allerede bestemt mig halvt for at jeg skulle ud efter en trøsteskalle eller lignende, så da Allan sagde han måske var med på noget, da han satte mig af, tænkte jeg at så måtte jeg da hellere slæbe mig afsted. En sms med et par forslag til Allan blev kvitteret med at manden var træt, og kun orkede lidt rimtefiskeri. Jamen okay. Jeg havde kun få skiver brød, så jeg bad Allan købe lidt, og drønede ned til vandet. Jeg begyndte af fodre ænder med det samme, og sammen med dem kom de famøse rimter. Stor var overraskelsen og glæden, da jeg kunne se en stime på en 4-6 flotte fisk smutte rundt under ænderne. Jeg stod egentlig bare og nød synet med hjernen på standby, så hurtigt løb jeg tør for brød... Mega dumt... Et opkald til Allan om at skynde sig med at dukke op blev ikke besvaret. Jeg panikkede, og smed lidt majs ud, i håb om at holde på fiskene, imens jeg med rystende hænder forcerede klargøringen af stangen. For hulen hvor kan linen drille når fiskene står lige ved siden af en.
5 minutter efter jeg havde fået gjort mig klar var fiskene væk, og Allan dukket op. Jeg gav ham nyheden om at fiskene HAVDE været der, hvilket var både godt og skidt. Jeg nuppede det nye brød, og gav mig til at fodre den op fra slap igen. Heldigvis var rimterne stadig i hopla, og begyndte snart at skræmme livet af en andemor og hendes 3 ællinger. Ikke usandsynligt de tidligere på sommeren havde set et par søskende ryge under overfladen for ikke at komme tilbage. Jeg havde fået sat mit rig lidt bøvlet op, og bommede et enkelt nap. Under justeringen kunne jeg så se Allan sætte midlertidig PR i rimte, med en flot, stærk og fed fisk og følgende jubel. En forbipasserende proklamerede for sine medspadserende at det var en skalle. Det havde jo nok nærmere været danmarksrekord hvis det var rigtigt. Stadig fin fisk dog...
Derefter var rimterne helt væk, så jeg brugte min kvindelige intuition og skiftede plads. Et ordentligt svup fik mig til at smide linen til højre. 10 sekunder efter var der fast fisk. Jeg råbte til Allan, og han kom drønende og hjalp med landingen. Mega optur, og dagen var nu reddet for os begge. Målestokken sagde 46 centimeter, hvilket er ny PR for undertegnede, endskønt der skal mere til for at gøre sig gældende i den hårde rimtekategori. Det skal nok komme.
Tak til Allan for godt selskab på turen.
Btw: Under fotosessionen havde jeg meeeeget fokus på at undgå "the thurtleneck" fra sidst. Alligevel har den sneget sig en smule med på billedet synes jeg. Hvad er det med de rimter? Mystikken breder sig.
|