Første Rudskalle

Jeg tror ikke jeg var den eneste ulk som havde en mandag, hvor det var utrolig hårdt at opholde sig inden døre, i det alt for lækre vejr vi havde. Jeg var derfor ikke længe om at slå til, da kæresten på vej hjem i bilen foreslår at vi tager ud med grillen om aftenen. Jeg får smidt fisketasken med i bilen, og kl 6 drager jeg ud for at indhente det jeg ikke fik udrettet i dagens løb.

Ansporet af rimtefiskeriet med Allan åbner jeg en dåse majs i håbet om at få gang i lidt hyggemede jeg evt kan holde øje med fra tæppet. Det skal dog vise sig at der INGEN action er på majsen. Eller pladsen i det hele taget. Imens jeg fedter lidt med grejet hører jeg kæresten snakke med et par forbipasserende: "Nå, så venter i på han fanger maden, eller hvad?" "Nej, det plejer ikke rigtig at lykkes for ham." For hulen, der røg stoltheden. Jeg bestemmer mig for at hvis der er fisk i nærheden, så er det i dag de skal op og vende. Jeg prøver så både spinner og jig af, og efter maden er spist giver jeg jiggen endnu et forsøg. Alt sammen forgæves. Kæresten og jeg laver så lidt hyggebål i grillen og nyder aftenen. Efterhånden som mørket falder på kan vi se flere og flere fisk der ringer, og enkelte helt tæt på land. Jeg beslutter mig for at give proppen en tur mere, med lidt større krog og dobbeltmajs, for at sortere de mindste banditter fra.
Jeg kaster en 4 meter ud, men må konstatere at jeg faktisk ikke kan se proppen. Jeg spinder lidt ind, og kan se proppen herefter tilsyneladende flytter sig autonomt. Jeg giver et for vattet tilslag, og fisken kvitterer med at slå i overfladen, og skride med majsene. Damn. Nye majs på, og så skal det være. Proppen går sidelæns for alvor, og jeg giver modhug og får fast fisk. En lille skalle tænker jeg, da jeg intet kan se, og fisken ikke mærker så vild. Da jeg lige vil løfte fisken op og afkroge den kan jeg mærke at den er alt for tung til at det kommer til at ske. Jeg får instant-optur, og bøjer mig ned og løfter fisken op og ind i linen, da jeg tænker det er en skalle på de 25 cm eller sådan noget. Jeg opdager det er min første rudskalle, da jeg kan skimte dens omrids, og smider stangen og lægger en hånd under den. Da jeg har fået den en meter op og en meter væk fra brinken hopper den af krogen og ud af hånden, og klasker rundt med sikker kurs mod vandet. Jeg udbryder noget i retning af "Nej... Pffft... Din lille skid." og får fikseret fisken på stregen i noget der ligner en målmandsredning. Da bøvlet med afkrogning er vel overstået beder jeg kæresten om at finde målebånd og mobilkamera. Fisken benytter sig af lejligheden til at slime sig til, og blive usandsynligt glat. Jeg står så ved siden af Trine, og viser hende fisken, da den spræller, og jeg, for at holde kontrollen over den, strækker armene hurtigt fremad, og klasker fisken ind i siden på hende. Kaos og pigeforbandelser, hvad mere kan jeg ønske? Det bliver kun til et dårligt foto og en hastig måling, som sagde næææsten 36, inden den stakkels fisk må ud igen. Billedkvaliteten er måske dårlig, men fiskemindet må siges at være i top efter en dejlig aften. Det er ikke sidste aften jeg tilbringer ved søbrinken med den bedre halvdel, og en prop.

Jeg har ellers grint en del af Allans rudskallefoto, men må nok indrømme at jeg har prøvet det på egen krop nu.