Pighvar/Slethvar på 1.8 kg. og 47 cm. fanget af Allan Mathiasen
Beretning
Jeg låner lige en klubrekord, altså indtil Ulkene drager på hvarfiskeri, hvis den da ikke allerede falder før.
Fik lokket Michael med på tur, og efter en lille halv times fiskeri fik jeg øje på en fin pighvar på lavt vand. Jeg brølede op, men kom vist til at skræmme den med min skygge, hvorefter den svømmede et par meter ud. I det jeg lagde et kast ud tabte jeg den desværre af syne, men et par korte kast senere viste det sig heldigvis at de var smuttet ind på helt lavt vand igen, idet den inhalerede str. 3 krogen på meget kort line. En noget forceret "fight" fik den hurtigt på land, og en ny pighvar-PR var en realitet.
De næste 15 minutter var der lidt napperi fra små undermålere, og så døde det fuldstændigt. Ikke ét nap resten af dagen. Mødte i alt 7 andre fiskere, der ikke havde fanget en dyt, lige som der også var nedslående meldinger om rene nuller fra andre spots via telefonen, så det lader til jeg var så heldig at finde den eneste hugvillige fisk på dagen.