Rimte på 0 kg. og 32 cm. fanget af Allan Mathiasen
Beretning
Forsøgte mig med spinskaller efter søørred i Onsdags.Det gav naturligvis ingenting, eller det vil sige ingenting ud over den obligatoriske pindgedde der bed linen tiltænkt ørred, og så en stak sammenbundne cykeldæk på fælg (?)
Da vi lagde til kaj for en kort bemærkning, naturligvis for at proviantere friskbagte muffins leveret ved søen, bemærkede jeg dog at der stod en stime rimter. Jeg lurede lidt på dem, og tænkte at det da var et forsøg værd hvis jeg en dag var presset. Det var jeg så i dag, efter en usædvanlig påskeferie helt uden fiskeri.
Derfor smed jeg et hjul på den fine teleskop speedmaster jeg var så heldig at vinde sidste år, tænkte den ville være spass til en rimte.
Fiskeriet var ikke helt så nemt som jeg troede, Fodrede med en halv skive toastbrød, og det trak da bestemt også rimterne til, men desværre også myriader af uønskede gråskaller. Hvis brødet kom så meget som 5 cm under overfladen, så var der straks dømt gråskalle. Målte en enkelt... 30 cm. Ikke helt nok til at jeg ikke ønskede dem langt væk. Fik dog også et par rimter, men de var vist ikke større.
Prøvede så at fodre længere ude i strømmen, hvilket der umiddelbart så ud til at være mere potentiale i. Noget af brødet fik lov at drive godt 50 meter før det blev snuppet af noget, der så lidt bedre ud. Jeg flyttede derfor nedstrøms, og forsøgte igen. Det lykkedes mig at kroge et par fisk, men jeg bommede bestemt også nogle nap. Jeg tillader mig at tro på, at de bedste stod af i modhugget.
I får lige et hurtigt billede af en bette rimte på 32 cm, håber bestemt at kunne forbedre det en smule på næste tur.
|