Sandart på 4.9 kg. og 79 cm. fanget af Allan Mathiasen
Beretning
Søndag, dagen efter den nærmest forpinte Ulketur efter gedder i alt for meget vejr, var jeg en tur på vandet med Kasper Rasmussen.
Heldigvis havde vi begge lidt andre forpligtigelser, så det endte med at blive kl. 11 jollen kom i vandet. Det skal siges, at jeg var noget øm i knolden af lørdagens strabadser, så det passede mig fint med en halvdagstur på det mest lettilgængelige fiskevand med reel sandartchance jeg kunne komme på.
Det startede fint med et par smågedder til Kasper før jeg tabte dagens første sandart, sikkert fordi modhugget var obstrueret af et planerboard. Et par smågedder senere kom revanchen dog i form af en noget slank sandart.
Kasper slog nu til med en lidt slidt men alligevel farvefuld ~6 kgs gedde, før jeg bommede endnu en snedig sandart bag planerboard, den lumske fisk havde endda flyttet krogene rundt i agnskallen.
En ny tur over spottet gav dog et bud mere, og denne gang på flåddet ret bagude, så jeg kunne sætte krogen ordenligt. Op kom en sandart i rigtig fin kondi, som Kasper dømte til 79½. Fjedervægtene og min digitale var ikke helt enige om hvorvidt vægten var under eller over 5 kg, men jeg plejer jo at sætte min lid til elektronikken, så det må jeg nok holde fast i.
Lidt senere fangede kasper også en fin sandart på ca. 70 cm, før jeg kunne slutte eftermiddagen af med en gedde.
Fantastisk smuttur egenligt, særligt i betragtning af at vi bestemt ikke stod tidligt op, og båd samt grej kunne pakkes sammen igen uden brug af pandelampe.