Laks på 0 kg. og 108 cm. fanget af Torben Ankjærø
Beretning
Så fik jeg endelig en fisk, som fortjener lidt eksponering her på siden! Hårdt presset af at skulle holde laksestatistikken fra sidste år, så begav jeg og en kammerat os til Skjern for første gang i år. Efter nogle timers effektiv affiskning kom drømmehugget ca. 3 meter fra stangtoppen! Fisken tog kondomet tungt, og efter ca. 10 sekunder tog fanden ved den, og det var som at have et ustyrligt tog for enden af linen. Den tog en del kortere, men meget kraftfulde udløb med hele 3 luftture, hvor jeg lige skal love for, at hjertet sad pænt langt oppe i halsen. Efter første spring blev jeg for alvor klar over størrelsen af fisken – en ny PR over de magiske 10 kilo… Efter de værste rusk var overstået, så var jeg nødt til at vandre nedstrøms for at få fisken ind til land, så jeg kunne trætte den, da den hele tiden forsøgte at bruge strømmen, så jeg ikke kunne få den ind til bredden. Ironfeatheren blev maksimalt presset, og dette var også en del af planen, da jeg jo vidste, at fisken skulle ud igen, og derfor ikke skulle pumpes alt for hårdt med syre. Min makker var alt for langt væk, så jeg råbte på en tilfældigt spadserende (Klaus Bajlum), som så kom og lige skulle se hvad man kunne fange i åen. Heldigvis havde manden et kamera, så fangsten kunne foreviges. Det er dog ikke de skarpeste billeder, men klart bedre end ingen billeder!!! Fisken kom ind efter ca. 15 min, og den brugte så lige sine sidste kræfter på at skabe tumult i åkanten, men heldigvis faldt det ud til min side til sidst med et solidt greb om halen. Manden med kamera fik drivvåde kondisko, men han var bestemt en oplevelse rigere, og klagede overhovedet ikke over at jeg hunsede rundt med ham for at tage billeder. En fed oplevelse, som tegner godt for laksestatistikken i år, hvis jeg holder dette tempo i den store å. 108 cm og en anslået vægt på 11-13kg, nok tættest på 12 kg. Kvoten på de store er jo opbrugt, så fisken blev nænsomt sat ud igen. Længere opstrøms fik jeg også to gode ryk i stangen, men det blev dog ikke til mere. Min makker mente, at jeg vist godt kunne være tilfreds med dagens resultat…
|