Makrel på 0 kg. og 40 cm. fanget af Jonas Rasmussen
Beretning
I sidste uge havde Kasper og jeg en resultatløs tur efter makreller på Ebeltoft vig, og i torsdags var tiden så kommet til revanche! Vi tog jollen med til yderkysten og satsede på at det ville kunne lade sig gøre at smide den i vandet ved Glatved strand. Det var ikke nogen helt let opgave og skroget fik da også et par skrammer på de mange sten, men det lykkedes alligevel forholdsvist smertefrit at få båden i vandet. Der blæste en god fralandsvind, så planen var at sætte et par flådstænger med et stykke hornfisk og så hver især passe en bundstang i håbet om at der kunne findes en hvar som sidegevinst, og så ellers lade vinden gøre resten. Der var ikke voldsomt med action i det første stykke tid, men regelmæssigt var der nap på enten en af flådstæængerne eller bundstængerne, så dette kombineret med et par kølige pilsnere fra køletasken sørgede for at humøret blev holdt højt. Senere på aftenen droppede jeg bundstangen og fandt UL spinnestangen frem med en let kastepirk - det var noget makrellerne kunne lide! Vi ramte lige midt i en stime og i små 10 mins tid var der nap i samtlige kast. God gas med fightvillige makreller på det lette grej! Der blev dog gradvist længere mellem nappene og vi valgte sejle mod land inden det blev mørkt, så vi ikke skulle bøvle med at få båden på land i mørket. Dette gik dog forholdsvist fint med et kraftigt reb fra anhængertrækket ned til bådtraileren, og vores største problem var sådan set de mange strandgæsters biler som holdt utroligt meget i vejen... I løbet af eftermiddagen lykkedes det os at fange makrel, hornfisk, rødspætte, skrubbe, slethvar, pighvar, fjæsing og en enkelt strandkrabbe... :o) Så turen var bestemt godkendt! Hvarrerne kunne desværre ikke holde målet, men mine topfisk var skrubben på 39 cm og makreller på 38, 39 og 40 cm, som selvfølgelig alle tilmeldes konkurrencen. De fleste af fiskene blev fanget forholdsvist langt fra land, men det skulle ikke undre mig om der vil kunne fanges en makrel fra land når mørket begynder at sænke sig, hvis nogen skulle have fået mod på et sats.
K&B /Jonas
|