Havørred Åen på 1.6 kg. og 53 cm. fanget af Laurits Therkildsen
Beretning
Vågnede mandag morgen kl lidt i 4, og kunne ikke sove mere. I stedet for at lave ingenting indtil det blev "normal morgen", kunne man jo tage en tur til "Den Brune Bæk", for at se, om der skulle være kommet et træk blanke fisk op.
Det skal jeg ellers love for, der var. Første fisk - en lille havørred (?) under målet - knalder på efter kort tids fiskeri. 10 meter længere opstrøms og 5 kast senere bliver spinneren stoppet under egen bred, og nogle tunge rusk i stagen fortæller mig, at denne nok holder målet. Efter en kort, men meget intens fight triller grisen i nettet. Den mangler 1 mm til de 54 cm, men skidt. Den er flot, tyk og næsten helt blank. Smukt.
Ca. 45 minutter senere knalder morgenens tredje fisk på i et sving. Der er noget vildskab i den, og ved andet netningsforsøg svømmer den i et sidste desperat flugtforsøg i siden på fangstnettet, hvorefter hægten sætter sig i maskerne. Vi tumkler lidt rundt i sivene, indtil jeg får hånden under den, og får den skovlet op på bredden. En fin, slank og stålblank morgenfisk på næsten 50 cm ligger derefter i det våde græs. Fisken har vist været fristet over evne før, for den havde et slemt ar i mundvigen:
Søvnproblemer er ikke altid skidt ;-)
Som Bjarke D. også skrev til sin tykke fisk, så er det altså nu, de er der.
- Laurits