Hornfisk på 0 kg. og 72 cm. fanget af Bjarke Dehli
Beretning
Årets fiskeferie blev en komprimeret en af slagsen da jeg grundet udlandsrejse blot kunne finde tid til 3 døgn. Sammen med 2 kammerater, som jeg får fisket alt for lidt sammen med i løbet af året, blev Jylland fisket tyndt. Vi startede søndag aften med en aftensession i geddesøen hvor poppere, blankt vand og grådige gedder i rigt mål stod for underholdningen. Næste dag blev brugt på yderkysten af Djursland hvor min alujolle med imponerende 4 heste på hækken transporterede os rundt mellem nappene. Forholdene var perfekte til den slags fiskeri omend solen bagte ubarmhjertigt fra oven. I løbet af dagen blev det til en hulens masse slethvar,et par skrubber, en god del hornfisk, en enkelt havørred, en håndfuld fede makreller samt et ubegribeligt antal fjæsinger. Da aftenen nærmede sig forsøgte vi med makrelforfang men fuldt hus i fjæsinger i hvert eneste kast kan hurtigt tage modet og lysten fra selv den mest hungrende makrelloman. Overgangen til tirsdag blev brugt i en bil med retning stik nord så vi om morgenen kunne være klar ved det lunefulde vesterhav i jagten på den eftertragtede havbars. Vi så ikke skyggen af bars så vi fandt en nærliggende havn hvor vi kunne krane lidt sej, makrel og hornfisk mens vi ventede på det stigende vand og aftenfiskeriet. Igen måtte vi dog trække nitten og erkende at vesterhavet denne dag kun kunne tilbyde hornfisk ad libitum samt en lidt for sulten hættemåge! Slagne blev en plan for sidstedagen lagt, der skulle jagtes multer i de vestjyske havne! Velankommet onsdag morgen starter jeg dog med yderligere 3 timers forgæves jagt på havbars men da mine hænder, stang og hjul er fuldstændig marineret i ildelugtende små grønlige skæl giver jeg op. Til vores store skuffelse er alt vand i havnen kaffefarvet og multejagt komplet udelukket så vi fisker lidt makrel med de lokale. Med et par 30 cm´s fisk er succesen dog til at overse og vi påtænker at kaste håndklædet i ringen da tiden for turen hjemover nærmer sig. Som en sidste desperat handling ryger vi dog på en moderne omgang mole-parcour og 30 minutter senere står vi på et jomfrueligt spot med udsigt til horisonten og hobetal af tobis og brisling/sildeyngel der svømmer nervøse rundt for fødderne af os. Hvor der er er store mængder byttefisk er der som regel også rovfisk og de næste 2 timer bliver da også voldsomt stressende. Fiskeriet med glideflåd eller makrelforfang belønnes kontant i form af fightvillige makreller hvis altså ikke hornfiskene når agnen inden den ryger længere ned i vandsøjlen. Som en bonus holder pladsen også kampvillige og smældfede moletorsk der grådigt kaster sig over de gummidyr vi præsenterer for dem. De fleste vinder dog den ulige kamp og bruger alle forhåndenværende tricks til at nå ned i deres huler og skære linen over. Selv med 0,50 fluocarbon kan vi ikke holde de største fisk, men det er sjovt så længe det varer og en lille håndfuld fisk på godt 2 kg lykkedes det at volde op fra dybet. Fiskeriet er helt på toppen da vi må gå den lange vej ind til bilen igen men spottet skal helt sikkert have revanche næste gang vesterhavet viser sig fra sin pæne side.
Fiskeferie i Danmark kan bestemt anbefales!
Flere billeder kan ses på blog.justonemorecast.dk
|