Sandart på 5.2 kg. og 83 cm. fanget af Allan Mathiasen
Beretning
Det kniber lidt med vejret disse dage - Enten blæser det over 10 m/s, eller også kommer der 5 mm regn. I dag, hvor vejret endeligt ser ud til noget godt, er kalenderen booked med arbejdsrelaterede forpligtigelser.
Heldigvis har jeg dog haft én tur, der gav nap. Gramkow var naturligvis endnu engang mand for at sejle mig ud på ukendt terræn, navigere til UG, og give mig alle tiders chance for at slappe totalt af og endda krane lidt fisk.
Vi lagde ud i søens store dybe hul - med sandartchance, sagde rygtebørsen - Men der skete ingenting. Et par fisk vist sig på loddet, men kun en enkelt gedde ville nappe. Midt på dagen skiftede vi derfor position. Ind på nogle skrænter, med lidt mindre vand under båden. Her skulle der i følge guiden være godt til geddenap. Og nappede gjorde det. Et par mindre gedde blev afkroget ved bådsiden, flourcarbonforfang skiftet til wire, og de største geddeskaller røg under mine flåd, for lige at sortere skidt fra kanel. Da vi var ved at vende båden, manglede jeg endnu engang et flåd, og et modhug blev sat ind. En bedre gedde, men intet monster, annoncerede jeg. Den kæmpede ikke meget, men holdt sig nede. Guiden plantede derfor lidt optimisme, og mindsanten - Efter noget dejligt bryderi kom en lang sandart til syne!!
Krogen sad skidt, og det var den første gode fisk i laaang tid, og den ene krog sad lige der hvor jeg ville have sat gællegrebet, så jeg bålede noget rundt med den, med det resultat, at den kom til at bløde. Efter et ophold i brønden, mens jeg lige fik styr på mine grejer, var fisken dog frisk, og den blødte ikke mere. Et par hastige billeder blev skudt, og jeg fik sendt fisken afsted dybet, og pakkede veltilfreds gokkejernet væk igen.
Tilbage sad jeg, tilfreds og med varme i kroppen.
|