En laaaang, men SAND historie

Det tegnede til at blive "en af de dage" - vel at mærke en af de dage, hvor man skulle være blevet hjemme. Jeg havde siddet aftenen inden min bare anden ulketur og forsøgt at hitte rede i en ordentlig stak regninger og kvitteringer, som truede med at lave et gevaldigt overtræk på kontoen. Først omkring kl 2.00 kom jeg i seng. Dagen efter - hvor slaget skulle stå - kom jeg først for sent op. Desuden havde jeg ikke fået pakket mit grej aftenen inden, så det blev gjort i al hast. En madpakket, en kande kaffe og en ordentlig dynge af min kære farmors kage blev pakket i tasken, og så afsted. Jeg kunne se, at jeg var forsinket, så jeg skrev til Tommy og advarede ham, da de øvrige ulke ikke skulle stå og vente unødigt denne flotte, kolde formiddag. Jeg havde kørt turen til Skanderborg Sø dagen forinden for lige at snuse lidt, og uden at tænke over, at jeg der først havde været et smut i Galten, valgte jeg at tage afkørslen mod Silkeborg på E45... Der gik egentlig ikke så lang tid før jeg opdagede fejlen - men det er ikke bare lige sådan at vende bil + båd på motorvejen. Så af med den førstkommende afkørsel, tilbage på E45, syd på mod Skanderborg - og så i kø bag en meget langsomtkørende hestetrailer (dette selvfølgelig et sted, hvor jeg ikke kunne eller måtte overhale). Fremme ved mødestedet får jeg hilst på de andre ulke, mens jeg må lægge ører til diverse stikpiller om min noget senere ankomst... Jaja... Man skal høre meget... :)

De andre ulke stikker af, og jeg kan nu i ro og mag få sat Den Hvide Dame i søen. Det er simpelthen en fantastisk morgen (nærmere formiddag) og jeg begynder så småt at kaste de sidste 12 timers ubehageligheder og manglende held af mit mentale whiteboard.



Men! Da jeg skal køre bilen og traileren væk, efter at have sat båden i vandet, laver koreaner-kareten hjulspind, og begynder at grave sig ned i noget løst grus. Som om dét ikke skulle være nok, er et par kvindelige pensionister kommet gående, og står nu ved deres bil, og betragter mig med en meget letskjult fornøjelse... "Det er bare løgn", tænker man, "det er bare løgn"... Endelig får jeg bilen op på plads, og sætter mig i båden. Bare motoren nu vil starte... Det vil den - kortvarigt. Da den endelig kan holde sig igang, finder jeg ud af, at den ikke vil trække ordentligt - lortet går kun på den ene cylinder! Nå, men så må jeg jo klare mig med en en-cylinderet motor denne dag...

Som den kvikke læser nok kan fornemme, tegnede det således slet ikke til at blive nogen god dag... overhovedet...

Vel ude på søen, forsøger jeg at finde skrænterne, mens jeg spændt kigger efter bananer på loddet. Finder også nogle stykker helt nede over bunden på godt 10 meter vand, og lægger en død skalle derned. Intet. Hmm... Mens jeg driver lidt for vinden, prøver jeg lige en jig. Første kast giver en pæn aborre, der bliver afkroge i en fart og som straks svømmer mod dybet igen. Andet kast giver et hug, men mine kolde fingre og krop magter ikke opgaven, og den forsvinder uden at nå overfladen. Og så skete der bare ikke en skid i meget lang tid, men dejligt var det derude.



Da motoren ikke kan trække både sig selv og skruen ved de lave omdrejninger, tager jeg årerne til hjælp, og dørger så stille jeg overhovedet kan med en wobler lige over bunden. Mørket begynder at snige sig ind over søen, og med sig bringer den desperationen. Én aborre på en hel dag er jo ikke just meget.

I et sidste desperat forsøg fatter jeg årerne, ror som vinden ud mod midten af søen uden helt at vide hvorfor, og prøver så den gamle metode, som blev opfundet nærmest ved et tilfælde ved en søbred i Thy for efterhånden mange år siden af et par store drenge. En skallefilet - uden skæl og ben, men med to små, syleskarpe trekroge på en meters 0.50 forfang - sænkes ned på bunden, hvor den bare ligger og venter med stram line op til stangen. Pludselig kommer der en laaaaaaaaaang banan frem på ekkoloddet. Da jeg ligger stille, må det være en fisk, der trækker under båden. Bananen forsvinder dog igen, men en ny kommer frem lidt senere. Dette gentager sig nogle gange i løbet af de næste par minutter, og pludselig begynder stangspidsen at give nogle overraskende små nyk. "En aborre", tænker jeg halvt skuffet halvt fornøjet, for det er trods alt nogle sjove røvere. Et modhug sendes afsted, men hvad er nu det? Stangen bøjer helt ned i håndtaget, og det, der sidder for enden af linen rører sig overhovedet ikke. Det er nok bare bunden når jeg at tænke, og skuffelsen er enorm. Men pludselig vil bunden ikke være med længere. Et par voldsomme rusk og en skrigende bremse sætter undertegnede i panik, og den stakkels fisk bliver vold-pumpet mod overfladen. en lang, mørk skikkelse ligger nu i overfladen, og da jeg ingen net har fået med, bliver den håndlandet med et greb om halen, og sandarten bliver hejst indenbords. Hvad fighten havde manglet i intensitet, da fisken var i vandet bliver mere end rigeligt opvejet af intensiteten af fighten i selve båden. Fisken er skidesur og jeg er stivfrossen og i panik. Termokanden tager det første slag, og bliver sendt til tælling, andet slag går ud over en lille grejæske, som sendes i modsat retning ef termokanden. Alt er kaos! Endelig får jeg ordentlig fat i fisken, og krogen løsnes. Et hurtigt mål med tommestokken - 76 flotte cm - og så lige billedet inden fiske får sin frihed igen. Da blitzen hamrer gennem mørket, bemærker jeg, at fisken bløder en del fra gællerne.

En nærmere inspektion gør, at fisken bliver aflivet. Jeg havde egentlig tænkt at tage en mindre fisk med hjem, men jeg synes ikke jeg kan få mig selv til at sætte den blødende madamme ud i denne tilstand.

Herefter er jeg bare færdig. Jeg er træt, kold, sulten, tissetrængende - men overordentligt godt tilfreds, og sætter kursen mod land.

Tak for en rigtig dejlig dag i godt selskab!

-Laurits

Jeg beklager den lange rapport, men synes lige forhistorien skulle med ;)