Hornfisk på 0 kg. og 69 cm. fanget af Bjarke Dehli
Beretning
En lånt bil muliggjorde en pause fra ørredfiskeriet, og Daniel Lindvig begin_of_the_skype_highlighting end_of_the_skype_highlighting takkede ja til en tur vestpå. Det var havbarsen der var målet for turen og for at kunne nå både morgen og aftenfiskeriet trillede vi fra Århus kl 2 om natten. Vel ankommet til pladsen kan vi konstatere at andre har fået samme ide som os. Eller det vil sige næsten samme ide som os, for konkurrenten er lige lovlig ufin i kanten idet vi finder 3 monofilgarn sat direkte fra kysten. Hvad der sker med disse skal jeg ikke bruge mere tid på men blot konstatere at en del fisk nu igen svømmer frit i vesterhavet. Morgenen giver dog ikke andet end to kontakter der sagtens kunne være hornfisk. Vi finder desværre ud af at vi har fisket det forkerte sted og på den forkerte revle i forhold til andre der har haft succes på pladsen, øv. Nå,men sådan en sommerdag er jo lang så vi drøner til den nærmeste mole for at spotte multer. Det første vi finder er dog en havørred på godt målet som følger efter vores store søm og senere hugger på et tobisforfang, dog uden at blive kroget. Vi ser yderligere et par havørreder imens vi kraner en røvfuld horn til en intern konkurrence i lommeulken. En 10-12 multer størrelse XL viser sig meget sporadisk og vi vælger ikke at bruge energi på at fiske dem. Istedet prøver vi med succes efter makrel. Metoden er glideflåd med halvrådne tobis og det virker! Henover eftermiddagen fanger vi små 25 hårdtfightende bolværkstun som jeg allerede glæder mig til at putte på grillen og i rygeovnen samt ikke mindst som riseddike-marineret i sushi. Derudover får jeg en sjov bifangst i form af en rød knurhane der lod sig lokke i fordærv af en pink kastepirk. Makrellerne gik sammen med enorme stimer småsej som vi får utallige af op til lidt over 40 cm, ganske sjovt på det semi-lette grej og med dobbelt hookup, ofte af en makrel på den ene krog og en sej på den anden. Kasper Stengård fra lommeulken dukker minsandten også op ud af det blå til en hurtig instruktion i at fiske makrel på flåd, hvilket resulterer i en håndfuld fisk til ham også.
Med poserne fyldte og smil på læben skulle barsen lige have et sidste skud. Denne gang rammer vi det rigtige spot efter noget dødsvadning og vi bliver straks belønnet. Desværre ikke af bars men rigelige mængder horn samt endnu en ny fisk på listen. Helt ude i kastet bliver min snurrebasse inhaleret af en halv-godt kæmpende stavsild det vel har været godt 40 cm. Sjov oplevelse og endnu en indikation på hvilke fantastiske muligheder vesterhavet rummer. Vi kan ikke lade være med at snakke om hvor vildt et kystfiskeri vi kunne have i Danmark hvis ikke vi fiskede vores bestande så hårdt som tilfældet er.
Pladsen er meget monoton så vi maskinfisker i hver vores retning og pludselig er der for alvor nap. Ingen tvivl om at en bars har inhaleret agnen og den fighter imponerende dens størrelse taget i betragtning. Daniel bommer desværre også et bars-tilbud men det er alt vi ser til dem denne aften. Vesterhavet ligger nu helt blik mens solen går ned og folk samler sig på stranden til dette fantastiske skue. Man får gåsehud på armene og hårene rejser sig i nakken (og det var ikke på grund af de 4 unge piger der nøgenbadede foran et bål inde bag os på1. revle). At stå i solnedgangen midt i vesterhavet og udøve sin hobby er en lise for sjælen som burde være alle danskere forundt. Måske vi så ville have lidt mere overskud i hverdagen til at respektere og acceptere de mennesker i samfundet som er anderledes end os selv.
Vi triller mod Århus og er hjemme igen 24 timer efter turen startede.
Knæk og bræk derude og nyd den danske sommer
3 største makrel: 35, 35 og 36 cm
3 største horn: 69, 72 og 73 cm
Havbars: 37 cm
/Bjarke
|