Karpe på 6.05 kg. og 69 cm. fanget af Jonas Rasmussen
Beretning
I skrivende stund ligger jeg på Tommy's bedchair i bivvyen og venter på at bidmelderfuglen skal blive vækket til live. Pæren og jeg har taget en dobbelt overnatning i det nordjyske i jagten på karperne. Vi ankom til søen i går eftermiddags og fik sat bivvys og stænger. Der var flere fine fisk at se i den ene ende af søen, og vores tro på foretagendet var generelt god. Pøren har ikke haft det store held med karperne indtil videre i år, og jeg selv har ikke fået en ordentlig fisk siden forrige år - så der var noget der skulle indhentes! Det har dog desværre vist sig ikke at skulle blive så let... Hele natten var der ikke en lyd fra bidmelderne, men da klokken blev syv og solen for længst var stået op var der dog alligevel en fisk der forbarmede sig over mig. Efter en stille og rolig fight, hvor fisken selvfølgelig skulle ind og samle en af de andre liner op, kunne Kasper nette en lidt slidt skæller på den gode side af 6 kg. Vi kravlede tilbage i poserne og omkring kl 10 var den gal på en af Kaspers stænger. Bidmelderen stoppede dog inden han nåede stangen, og en noget forundret Kasper kunne herefter spole en slap line ind og konstatere at rigget var forsvundet på mystisk vis...???? Nu er solen ved at gå på hæld og vores rigs er fordelt på de pladser vi har mest tiltro til, så med lidt held skulle der gerne være til en eller flere nye rapporter i morgen.
|