Jul på en sommeraften

Hele dagen på kontoret gik med en rumsteren i baghovedet – hvem ved, måske i dag er den sidste dag med majflueklækning…? Vejrudsigten havde lovet opholdsvejr her til aften, men de næste dage så virkelig ikke gode ud. Efter at have fået fisken på 43 cm i går havde jeg fået blod på tanden, og jeg måtte bare af sted igen! Kl. 18 var jeg ved åen, men forholdene så ikke helt optimale ud. Vandstanden var noget højere end i går, og der var ikke forfærdelig mange danica på vandet. Jeg væbnede mig dog med tålmodighed og besluttede mig for at starte et godt stykke nedstrøms og stille og roligt arbejde mig opad. En hel time skulle der gå før jeg så den første ringende fisk. Det lignede en mellemfisk på omkring 35 cm, men den skulle da have et par kast lige meget hvad. En extended body danica kom på forfanget og i første kast steg fisken op og tog fluen - tilslag - efterfulgt af en noget slap fornemmelse… Havde tydeligvis ikke kroget fisken, men skræmt var den bestemt. Nå, op med humøret. Jeg luskede stille videre gennem krattet, men overfladen virkede rimelig død. Der var kommet lidt flere majfluer, men stadig ingen tegn på fisk. Da jeg kom ud af krattet havde jeg en god udsigt ud over åen og pludselig var den der! En rigtig god fisk som kontinuerligt head and tail’ede. Jeg kunne mærke hjertet helt oppe i halsen da jeg sneg mig på kastehold. Fisken fortsatte uberørt sit ædegilde og jeg skød den til den gode side af halvmeteren. Den lange danicaimitation blev lagt ud, men fisken bevægede sig noget rundt i åen og jeg var lidt nervøs for at kaste hen over den. Efter cirka fem kast gik fisken dog elegant op og tog fluen – tilslag – efterfulgt af en noget slap fornemmelse… Neeeeej!!! Næsten grædefærdig, stadig med hjertet helt oppe i halsen, satte jeg mig i nælderne i ren fortvivlelse. Jeg følte næsten jeg havde fortjent de brændende væksters ubønhørlige hævn for tidligere at have trampet dem ned. Plop, sagde det pludselig ude i åen. Kunne det passe? Minsandten ja, ørreden havde åbenbart ikke ænset krogen og åd uberørt videre. Jeg havde lidt bange anelser ved den lange bagkrop jeg havde fået monteret på min kunstige majflue. Så selvom selv samme flue fungerede efter hensigten i går, skiftede jeg til en French Partridge. Få kast og fisken slubrede fluen i sig for anden gang – tilslag – stram line, yes! Efterfulgt af verdens værste fornemmelse - slap line. Hvis jeg havde haft selskab ved åen havde man set noget der lignede et lille barn juleaften få taget aftenens bedste gave fra sig, mens far smed den i pejsen og de grøn-lilla flammer hånsk slikkede termoruden! Drengesur som jeg var, satte jeg mig i nælderne igen og skrev en sms til Bjarke; ”Øv, har lige mistet en 50+ fisk ”. Head and tail, head and tail… What the ….?! Der var måske gået fem minutter siden fisken havde mærket krogen, men julemanden havde tydeligvis mere i sækken denne sommeraften. Jeg kunne slet ikke fatte det, men jeg tænkte at jeg da hellere måtte forsøge mig en tredje gang. Head and tail, head and tail, head and tail – ”god save the queen” – og endelig; fast fisk! Rigtig fast fisk! En super fight kunne begynde hvor jeg først blev trukket lidt nedstrøms, derefter lidt opstrøms igen. Jeg kunne mærke der var god vægt bag fisken, og siden jeg i dag havde monteret mig selv med waders hoppede jeg resolut i åen. Der var dybt. Dybere end mobiltelefonen i skjortelommen. Efter en omgang tovtrækkeri kunne jeg dog få en hånd omkring den brunlige halerod, og hvilken fisk! Min hidtil danske PR bækørred, og en utrolig flot en af slagsen! En hurtig måling i åkanten afslørede at jeg havde været lidt for flot i sms’en til Bjarke, men lige på halvmeteren var fisken dog – det gjorde ikke oplevelsen ringere. Jeg havde heldigvis medbragt det lille vandtætte Olympus, så jeg forsøgte mig med et par snappe selvudløserbilleder mens jeg stadig stod ude i åen. Resultatet af billederne blev overraskende gode, situationen taget i betragtning, men det kan I jo bedømme selv. For en gangs skyld gad jeg godt jeg havde været i besiddelse af en vægt, for denne fisk havde tydeligvis mæsket sig med fuldfede majfluer siden sæsonen startede, hvilken vom! Men så igen, jeg ville jo gerne have den returneret så hurtigt som muligt, så jeg kunne fuldende oplevelsen og se den svømme væk. Dét gjorde jeg så. Og så kørte jeg hjem til Århus.