Onsdag aften stod i rigbindingens tegn i biohuset. En håndfuld ulke fik kreeret en god omgang rigs til at lure de lumske karper
Og med en elendig vejrudsigt i ryggen valgte en flok ulke alligevel at drage på overnatningstur efter sønderjyske karper fra lørdag til søndag. Mandskabet var Allan, Kasper B, Kasper F, Tommy, Jakob T og undertegnede.
Heldigvis havde DMI lovet at regnen først rigtig skulle sætte ind sidst på eftermiddagen, og det viste sig at holde stik. Således fik vi teltene satop på mere eller mindre tør jord og fik de 16 rigs fordelt jævnt ud over den lille sø inden himlen for alvor åbnede sig. Men herefter fik de fugtige dråber fra over ulkene til at fortrække til telte, parasoller og bivvys...
De medbragte engangsgriller blev fyret op under parasollen i læ for vind og vand, og snart var der serveret pølser, hvidløgsbrød og kartoffelsalat, som hurtigt blev inhaleret for at kunne holde varmen i kroppen.
Vejret lagde ikke op til hygge i varmen fra grillerne, så tidligt på aftenen trak vi os tilbage til vores respektive sovepladser og brugte aftenen på bl.a. at få ryddet op i grejæskerne og rode rundt i de moderne telefoners mange latterlige funktioner.
Natten forløb desværre uden bidmelderfuglenes kvidren, men da solen igen stod op var regnen stoppet og således kunne en del af os få pakker grejerne sammen i tørvejr efter en hyggelig, men desværre resultatløs karpetur.
Meget rammende billeder - Trist, at vi ikke fik den storfisk, der havde gjort turen til en ubetinget succes, men så må jeg jo bare fange den selv, næste gang jeg er sydpå, og vejret er til karpenap.