Aborre på 1,25 kg. og 44 cm. fanget af Rasmus Sonne
Beretning
Det var ved at være længe siden, at min far og jeg havde været afsted, og da jeg så vejrudsigten ugen for inden, skrev jeg hurtigt til min far, at han skulle sætte kryds i kalenderen. Det var endeligt tid til en bådtur. Vi fik snakket over telefonen, og blev enige om at prøve noget aborrefiskeri. Jeg foreslog en sø, som jeg havde fisket før, og vidste at der gik store striber imellem, men fiskeriet kan ofte virke som en ørkenvandring. Heldigvis er han, som jeg selv, altid glad for en udfordring, og søgen på store specimens. Skuffelsen kom dog, da vi nåede til søen, og kunne med det samme konstatere, at søen, mere eller mindre, var dækket med is. Vi fik dog søsat båden, og håbede på at solen og den smule vind, ville fjerne isen i løbet af dagen. Vi fik os banket igennem de første meter af is, og ud til en lille våge, hvor vi, som traditionelt isfiskeri, var begrænset til et lille område. Fiskene var træge, og de få ekkoer vi så, ville ikke lege med. Efter et par timer forsvandt isen, og kort efter mærkede jeg et stød i dropshotstangen, som forplantede sig til et solid modghug. Forløsningen kom, da jeg så, at jeg havde fået en af søens fine fisk i tale. Lykkerusen var dog kort, da vi senere igennem dagen skulle lede og lede, uden noget nævneværdigt at tilskrive. Min far smed en tung fisk under figten til sidst, men kunne "trøste" sig med to små gedder kort efter...
|