Monsteret fra Vesterhavet

Jeg havde jo været så dum at planlægge en tur til vestkysten med nogle kammerater samme weekend, hvor det viste sig at pighvarturen med Ulken skulle være. Det viste sig også, at mine kamerater ikke gad ret meget pighvarfiskeri, så vi var ude i de dårligste forhold lørdag eftermiddag, hvor vi kun fik 3 helt små hvar. Henover weekenden havde jeg løbende fået updates fra Mosgaard, som jo havde fået nogle rigtigt fine fisk. Så jeg var lidt bitter over, at fiskeriet kun blev til 3 timer om lørdagen.

Så da mine kammerater ville hjemad søndag eftermiddag kl. 14 satte jeg simpelthen foden ned og sagde, at de måtte køre hjem sammen 4 mand i én bil. For forholdene søndag aften blev perfekte – og jeg ville fiske!

Afsted det gik og mange km blev tilbagelagt med tømmermænd uden et eneste hug. Pludselig var klokken 19 og vandet var lige vendt og begyndt at falde. Vinden havde lagt sig og det hele var egentlig ret lækkert og tropisk. Det eneste der manglede var en fisk. Og jeg havde kun en times fiskeri tilbage hvis jeg skulle nå at være tilbage i Aarhus på et tidspunkt, hvor jeg stadig kunne fungere på job næste dag.

Jeg gik og fiskede det dybe vand bag 1. revle, mens jeg tænkte, at jeg ikke forstod, hvorfor faen jeg ikke havde fået noget, da jeg jo selv synes, jeg egentlig fiskede på det rette tidspunkt, sted og med det rette grej. Lige pludselig gav det et voldsomt stød i stangen. Jeg tænkte "YES ENDELIG" og forventede egentlig, at jeg nu ville mærke nogle tunge rusk i stangen. I stedet begyndte mit hjul at skrige og 6-7 meter line fløj afsted som var bremsen ikke eksisterende. Nu kom jeg i tanke om en fight, min far fortalte om sidste år, da han fik sin pr pighvar på 60 cm og 4,2 kg. Den fightede nemlig præcis på samme måde som denne med flere lange udløb.

Efter 4 af disse udløb kastede fisken sig rundt i overfladen, og jeg fik den presset ind der, hvor bølgen knækker. Først der så jeg, hvor grov en fisk, det egentlig var. Vi sloges et par minutter i bølgebruddet, som var ganske voldsomt, da der egentlig havde været godt gang i vinden den dag. Til sidst fik jeg den langt nok op til at jeg kunne træde på den og få den sikkert op på stranden.

Så stod jeg der, helt alene på stranden og råbte og dansede, mens min nye pr på 59 cm og 4 kg lige ud lå foran mig.

En helt igennem fantastisk oplevelse der bare beviser, at selvom kammerater, tømmermænd og tiden er imod en, skal man aldrig give op. Drømmefisken kan komme når det skal være :)