Morgenstund har laks i mund

Efter nyhedsudsendelser om kæmpelaks fra Varde å på både 17, 18 og 18,7 kg besluttede Jonas og jeg at give åen et forsøg. Vi ville være klar ved vandet allerede i det spæde morgenlys, hvorfor vi pakkede Skoda’en mandag aften, drog syd-vest over og ankom til åen en halv time før solnedgang. En travetur langs åen afslørede, at også andre havde hørt rygter om nyopstegne blanklaks. Folk i det vestjyske er dog hyggelige skabninger, og vi fik os en snak med et par lokale. Der var vist ikke rigtig taget fisk de sidste par dage, men nu var vi jo kørt så langt, så vi kunne jo lige så vel forsøge os. Inden vi lagde os til rette for natten i bilen, blev grejet rigget til så vi kunne maksimere nattesøvnen. Da uret ringede 05.25 var det derfor bare om at køre en gedigen portion müsli/havregryn/skummetmælkspulver indenbords, gribe fluestængerne og trave ned til åen. Men hold k… hvor var det koldt! Fingrene blev hurtigt følelsesløse, lidt efter fulgte tæerne trop, og minsandten om ikke alle stangøjerne frøs til med is, hmpf! Smukt var det dog da solen tittede frem over trætoppene og begyndte at brænde disen væk over åen. Følelsen i fingrene vendte tilbage, og enhånds 8’eren begyndte at klare arbejdet med tværstrøms kast til modsatte bred væsentlig bedre. Den store 9 cm’s firetiger zonker rørflue så helt rigtig ud i vandet og hver gang den kom i luften udsendte den lille frontmonterede orange plastpropel sirlige summelyde over ådalen. Det hele var i grunden ret idyllisk, og det blev kun bedre da fluen blev stoppet midt i åen, og et par kontante ryk forplantede sig op gennem 300-grains linen. Det første jeg tænkte var, at jeg hellere måtte forvisse mig om at det rent faktisk var en laks (og ikke en af åens gedder) inden jeg ringede til Jonas efter hjælp. En lidt optimistisk første tanke måske, men da en sølvblank fiskeside viste sig i overfladen var der ingen tvivl. Nu satte nervøsiteten en smule ind. Styr på løslinen – tjek! Af med linekurven – tjek! Fat i mobilen i ærmelommen med halvfrosne fingre – knap så meget tjek… Frem kom mobilen dog og Jonas blev ringet op. ”Jeg har nap!” fik jeg fremstammet ”Jeg kommer nu!” lød det i den anden ende. Alt i mens dette foregik, var laksen så venlig stemt, at den roligt, men borende, gik lidt frem og tilbage ude midt i åen. Jeg vidste Jonas gik et godt stykke længere opstrøms, og var ikke helt sikker på hvor længe det ville tage ham at nå ned til mig. Stedet jeg havde valgt at komme til nap kunne dog ikke være bedre. Flad græsmark på begge sider af åen og ingen nævneværdige siv eller lignende i vandet, med andre ord, masser af plads til fight. Så jeg tog det stille og roligt og lagde lidt sidepres på fisken. Den responderede med et hurtigt udløb til modsatte bred. Jeg fik den presset midt ud i åen igen, og nu ville den en tur ind til egen bred. Her så jeg fisken ordentligt for første gang og anslog den til omkring 6 kg, flot så den ud der i vandet. Lidt tovtrækkeri frem og tilbage mellem modsatte og egen bred, og en del tunge rusk i Opti Power stangen - det er sku sjovt at fighte laks!



Nu kunne jeg se Jonas komme halsende hen over markerne og jeg lagde lidt ekstra pres på fisken. Den borede lidt dybere ved egen bred. ”Jeg tror det er en 6 kg’s fisk” fik jeg sagt til Jonas der lige var nået frem og i fuld gang med at pakke Nikon’et ud. ”Jaaa, en 5-6 kg skal den nok være” fik Jonas prustet ud. Et par enkelte fightbilleder nåede det lige at blive til inden laksen efter 7-8 minutters fight begyndte at vende om på siden i overfladen. ”Kan du tage den i halen Jonas?”. ”Jeg kan prøve” sagde han. Det løb betryggende… Jeg fik ført fisken ind over en lille mudderbanke, og med et snuptag fik Jonas hapset sig fast med begge hænder om den sølvskinnende halerod, og før jeg vidste af det lå der den smukkeste, blankeste hanlaks i enggræsset og glimtede i morgendisen. Priest – tjek! Et kram til Jonas, og en tur i åen for at skylle laksen. Varde å er mudret. Et par håndfulde billeder blev skudt af den smukke skabning. Lakselusene sad stadig hæftet til de glinsende skæl.



Salteren kunne bekræfte, at jeg nu stod med 8,2 kg af det pureste forårssølv i hænderne. Målebåndet viste 94 cm fra haletip til snudespids. Jubel og glæde – tjek!!!