Laks fra Storåen

For ca et års tid siden købte Karen og jeg huset i Stilling. Lige siden har jeg brugt alt min ferie, hele min barsel, (næsten) alle mine weekender samt den ret solide mængde overtid fra mit arbejde i Vejle på at bygge/renovere hus. Året før det gik med familieforøgelse, bryllup og istandsættelse af det hus, vi boede til leje i.

Fiskeri og jagt har derfor været nedprioriteret til et absolut minimum. Jeg har dog fået brugt lidt af den sparsomme fritid på at komme på nogle ganske få ture, og jeg synes også, at jeg har været ret heldig med resultatet af dem. Ud over den friske januarmorgen, hvor jeg skød min kronhjort i en stille, tysk skov, vil onsdag d. 26. april stå som et absolut højdepunkt for dette forår. Og det er der flere grunde til.

For det første markerer datoen den dag, hvor jeg var kommet så langt med husbyggeriet, at jeg kan begynde at se en ende på det igen. Der er således udsigt til, at jeg snart kan få lidt mere af "mit liv" tilbage.

For det andet markerer det en svær, men nødvendig, personlig erkendelse af, at jeg skal geare lidt ned i forhold til arbejdsmængder og -byrder.

For det tredje var det en helt kanon dag i godt selskab ved Storåen, hvor jeg fik min første blanke forårslaks. Ikke mindst takket været et par muser, skytsenge, konsulenter - kald dem hvad du vil - som på ypperste vis satte mig ind i grej, farver, retning, dybde, hastigheder, gode strækninger, rigtig gode strækninger og mega hotte spots, p-pladser men vigtigst af alt: de hjalp mig med at bevare troen på foretagenet. Jeg er meget taknemmelig og bukker dybt for den fantastiske hjælp. Jeg vil ikke sige, hvem der var i den anden ende af mobilen den dag. De ved, hvem de er.

Dagen startede ellers ikke for godt. Jeg kørte hjemmefra kl ca 5 og mødtes med Schacksen ved Låsby kl ca. 5.20 hvorefter grejerne blev pakket over i Astraen, og kursen blev sad mod Idom. Vel fremme ved p-pladsen hold der allerede to biler ud over os, og klokken var ikke engang 7! Men vi får rigget til i det tidlige morgenlys, og alt er fred og idyl.


I løbet af de næste par timer eller tre voksede antallet af biler betragteligt, og jeg vil tro, vi næsten har været 30 mand på zone 3 en overgang. Ikke lige min stil.

Efter ca. 20 min. tid får Schacksen, som går bag mig, pludselig nap. Jeg lunter op til ham, og vi er begge godt tændte. Schacksen især. Fedt mand! Nu skal vi satme krane laks.! Stor er skuffelsen derfor, da en pindgedde kommer til syne i overfladen. Jeg morede mig lidt over Schacksen, men på det tidspunkt var jeg uvidende om, at det samme skulle overgå min sidst på eftermiddagen.

Om det var rimfrosten (der var -2 da vi ankom til åen), søvnen i øjnene eller mudderet på brinken, der gjorde det, ved jeg ikke. Men efter ca. 1½ times fiskeri snubler jeg over en knold på brinken, og i et forsøg på at holde mig på land, lander jeg oven på stang og hjul. Stangen knækker heldigvis ikke. Det gjorde hjulet derimod.

Heldigvis var der back-up i bilen, men ærgerligt alligevel med et meget lidt brugt biomasterhjul, der nu er mast ihjel. Øv.

Vi fisker de næste mange timer i kø, men bestemmer os til sidst til at søge mod Holstebro for at få noget mad. Efter en faktisk ret god burger og en kop kaffe på Circle-K drøner vi ned på en strækning tæt på byen, som skulle være kedelig men holde fisk. Jeg mener at huske, at Gramkow burde være enig.

Vi har vel fisket strækket af i 1½ times tid, og vi er så småt ved at være møre. Vi holder rådslagning og beslutter os for at vi lige bliver nødt til at fiske ned over hotspottet (som anvist af en af de ovenfor nævnte specialkonsulenter). Schacksen går forrest, men da han vil skifte spinner midt på strækket, overhaler jeg ham, og kommer således 30 meter længere nedstrøms. Præcis (!) hvor jeg havde fået at vide at der ville være fisk, sætter den tunge spinner sig i bunden, og jeg lægger noget pres på, for at få revet krogen løs. Så sker der så det, at bunden rykker tilbage i sådan nogle tunge, bløde rusk. Der går faktisk lidt tid før jeg helt fatter, at der er nap. Fisken går midt i åen, og den går dybt, så jeg kan ikke se den. Men den går roligt - næsten for roligt. Jeg begynder derfor at mistænke den for at være en gedde. Jeg får den geniale idé, at jeg vil presse den til overfladen, så vi ligesom kan se, hvad vi har med at gøre. I bagklogskabens klare lys burde jeg nok have ladet været med det. For resultatet udebliver ikke. Knap en meter lang, sølvblank kæmpe-guppi springer helt fri af vandet og ryster hovedet, mens min stakkels røde mepps FC kan ses i saksen på fisken. Havde jeg haft flet på hjulet havde den med garanti smidt krogen dér. De næste 4-5 min går med at jeg presser den ind mod brinken, hvorefter den tager 4 meter line tilbage, og går ud i midten af åen igen, alt imens vi stille og roligt går opstrøms. Efter ca. 120 meters gåtur kommer laksen til overfladen og vender siden opad. Jeg tager en rask beslutning, presser den ind over noget lavt vand, går lidt ud i vandet, griber venligt men bestemt om haleroden (som i øvrigt er noget større, end jeg lige havde forventet, og derfor svært at holde ved) og løfter dyret fri at vandet, hvorefter jeg stavrer 3-4 meter op af brinken, smider laksen i græsset og mig selv ovenpå. Og så ligger man der og kigger lige ned i sådan en stor, blank side. Jeg fik vist råbt mit glædesudbrud lidt højere, end jeg havde beregnet, men jeg kunne simpelthen ikke styre mig.

Det var simpelthen bare pisse fedt.