Kære medlemmer,
Nu har aktivitetsudvalget planlagt 2016. Vi har skåret ned på antallet af ture i håb om at øge opbakningen til de enkelte ture. Derudover er "fravalget" af nogle af turene også pga. den sammensætning aktivitetsudvalget har. Desuden består aktivitetsudvalget af noget færre folk end tidligere. Ikke desto mindre synes jeg, at vi har fået stablet et godt program på benene. Og vi vil også opfordre til at man, hvis man har lyst, forsøger at skabe noget samling om fisketure I selv har lyst til, f.eks. efter havbars.
Vi håber at se så mange af jer som muligt på turene, og jeg understreger over for evt. nye medlemmer (som står uden det fornødne grej) at der er rigeligt med både ekspertise og grej som andre ulke gladeligt deler ud af. Så hold jer ikke tilbage!
Havnebåler - Fredag den 29. januar - Mikkel Schacksen
Schacksen inviterer til havnebåler en fredag aften. Sidste år høstede især Kasseren værdifulde point på ulk. Men alle arter kan være tilstede - torsk, flade, sej. Hyggen er i højsædet.
Bytur ala Schacksen - Fredag den 5. februar - Mikkel Schacksen
Vi finder et sted i byen hvor vi kan få noget at spise, hvorefter vi smager på de gyldne dråber i Aarhus natteliv. Det bliver et mekka af skabagtighed og gode historier.
Isfisketur/P&T - Søndag den 14. februar - Lars Sandgaard
Vi håber på en kold februar, så Sandgaard kan invitere på P&T-isfiskeri. Hvis der ikke er is på, veksles turen til en almindelig P&T-tur. Her taler vi igen om en enestående chance for at høste gode point i konkurrencen, så man har lidt forspring inden Morten og Allan går amok.
Prædatortur - Lørdag den 12. marts - Laurits Therkildsen
Selveste Laurits Therkildsen (Ja, den Laurits Therkildsen!) samler Lommeulkens Armada. Lommeulkens prædatorture kaster altid store fisk af sig, og denne tur bliver ingen undtagelse. Destination bliver nok et sted i Midtjylland.
Bornholmertur - Torsdag den 24. marts - Søndag den 27. marts - Mikkel Schacksen & Lars Sandgaard
Schacksen og Sandgaard inviterer på tur efter de store blanke. Det er stedet hvor strandene flyder med mælk og honning. Og selvom Borholm ikke er Aabenraa Fjord, så skal der nok blive flex på klingen til alle som tør tage chancen.
Kystweekend - Torsdag/Fredag den 21./22. april - Søndag den 24. april - Ole Krarup
Ulkene tager til Mols efter blanke fedtfinner. Risiko for bonanza. Vi finder et sommerhus, så vi har base tæt på pladserne - vi skal ikke spilde tiden i en bil. For de ærgærrige er der samtidig Fjord til Fjord konkurrence som man kan deltage i.
Sørredtur - Søndag den 1. maj - Laurits Therkildsen
Lommeulken har i de seneste par år kunnet fremvise adskillige fine fangster af søørred. Denne dag forsøger vi os med dem. Laurits Therkildsen (Ja, ham igen) samler armadaen og vi stævner sandsynligvis nok en gang ud et sted i Midtjylland
Pighvartur - Fredag den 13. maj - Søndag den 16. maj (Pinsen) - Tue Petersen
Sidste års tur var et pighvarbonanza. Vi knækkede ganske enkelt koden. Datoen er igen i år perfekt, så der er ingen grund til at ikke at kunne deltage. Basen bliver sædvanen tro Tues mors sommerhus ved Grærup Strand (Ja, det berømte pighvar-hotspot)
Havtur til Det Hvide Rev (fra Hvide Sande) - Lørdag den 21. maj - Lars Sandgaard
Lars Sandgaard har familie - og den familie har en turbåd i Hvide Sande. Den turbåd tager vi med. Så vi besøger Det Hvide Rev i stedet for Det Gule. Her er der også vrag og store fisk - og samme store variation i arter.
Rimtetur - Lørdag den 4. juni - Tue Petersen
Ja, hvad skal jeg sige? Vi har på alle rimteture i min tid i foreningen haft et fantastisk vejr på disse ture. Det regner jeg også med vi får på denne dag. En hyggelig eftermiddag/aften ved (sandsynligvis) Gudenåens bred med fangstgaranti og mulighed for gode point. Whats not to like?
Bådkranertur (Udsejling et sted på Djursland) - Søndag den 26. juni - Kasper Stengaard Sørensen
En tur i båd oppe fra Djursland. Utallige arter er i spil og tidligere tiders ture beviser, at der både er kvantitet og kvalitet til de friske. Jeg vil her klart anbefale nye medlemmer at søge hen i turarrangørens båd, hvis man skullle have et behov for at få genopfrisket kataloget er vulgariteter.
Fladfisketur til Aabenraa Fjord - Lørdag den 30. juli - Tue Petersen
Vi har booket M/S Mik Pedersen til en tur på Aabenraa Fjord og det sydlige Lillebælt. Vi skal fiske pladask midt i højsæsonen. 8 timers fiskeri incl. orm (250 gram!) og forhåbentligt masser af fisk. 500 kroner pr. fisker ved 14 fiskere - 620 kroner pr. fisker ved 10 fiskere. Hvis man har en PR i flade på <40cm er dette turen hvor man forbedrer den.
Karpetur - Lørdag den 6. august - Lasse Beck Mouritsen
Karpeturene har kastet både mange og fine fisk af sig i de forløbne sæsoner. Lasse har påtaget sig ansvaret for en tur udi denne ædle fiskeform.
Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag (Vi deltager med en stand) - Fredag den 9. september - Lasse Beck Mouritsen
Vi har en stand og skal forsøge at hverve medlemmer. Alle der har tid og lyst til at hjælpe er velkomne.
Oprydning fra ovenstående - Lørdag den 10. september (ca. 10-13) - Lasse Beck Mouritsen
Vi skal stille med 3-5 personer til oprydning. Det varer typisk fra 10 til 13 og er egentlig ret hyggeligt.
Bådkranertur (Udsejling fra Aarhus Havn) - Lørdag den 10. september - Torben Ankjærø
Torben Ankjærø inviterer på fisketur med udsejling fra Aarhus Havn. Her findes et utal af arter og vi forsøger at fange dem alle. Pandekager og assistkroge i pikken er et must!
Fiskekonkurrence i Unisøen (Vi arrangerer en fiskekonkurrence hvor alle kan deltage) - Fredag den 23. september - Lasse Beck Mouritsen
En hyggelig dag med fiskekonkurrence. Alle (ulke såvel som ikke-ulke) er velkomne til at deltage. Man fisker på hold á 2 mand. Fisk, spænding, drama og hygge i én stor pærevælling.
ørreddage på Mols/Sommerhustur efter havørred - 23. september - 25. september - Lasse Beck Mouritsen
Lasse er fra Magiske Mors. Han har adgang til sommerhus som vi kan låne blligt. Vi tager derop umiddelbart efter Unisøkonkurrencen og ser om vi kan forløse magien. Jeg tror på det! - Gør du?
Havnebåler - Onsdag den 12. oktober - Tue Petersen
årets anden og sidste havnebåler. Man kan fange alle arter i oktober. V hygger og fanger fisk og score billige point til konkurrencen. Vi griller en pølse hvis vi tør.
Prædatortur - Lørdag den 26. november - Laurits Therkildsen
4 dage før konkurrencens afslutning arrangeres dette monster af en tur. Her skal regnskabet for alvor gøres op! Og aktivitetsudvalgets håb er naturligvis at flere end blot Morten og Allan har sejren inden for rækkevidde på denne dag. Hvis ikke kan vi evt. stjæle Morten og Allans redningsveste og efterfølgende vædre dem. Det skulle åbne konkurrencen lidt.
Det var alt for aktivitetsudvalget. Man er velkommen til at melde sig til undertegnede, hvis man synes der mangler en tur som BARE SKAL AFHOLDES. Desuden opfordrer vi til at invitere på eller efterlyse fisketure på forum.
En forening som vores består af to slags fællesskab. Det der er her på hjemmesiden samt det der er selve aktiviteterne. Det er vores eget ansvar som medlemmer at fastholde og styrke det fællesskab gennem aktiv deltagelse.
Husk desuden at man på ture med overnatning ikke nødvendigvis skal deltage fra start til slut - det er meget fleksibelt.
Med ønsket om en god sæson Kyz & Bræk Tue
|