© 2008 

www.lommeulken.dk


Login

Brugernavn:

Password:

Husk mig?
log ind

















Referat fra fladfiskekranerturen


Fladfisketur med forviklinger...

Den årlige ulketur efter fladfisk blev desværre aflyst grundet for få både, og for dårligt vejr. Eller rettere, for få både og for dårlige vejrudsigter. Men da sikkerhed må komme før alt andet, blev turen udsat.

Den turansvarlige fik, midt mellem mythos, grillede rejer og den daglige opdatering om risikoen for en Grexit, indhentet forhåndstilkendegivelser fra diverse af ulken skippere, for på den måde at være sikker på, at der ville være både nok, når datoen først var fundet.

I alt 5 både blev fundet, og med et muligt deltagerantal på op til hele 15 mand, var der virkelig potentiale for en massiv indsats. 

Da tilmeldingsfristen var udløbet, var tilmeldingerne dog kun på 7 mand alle inklusive, så der blev kun entreret med tre både. En aparte situation.

Søndag d. 5 juni stod de tilmeldte ulke ud fra kysten ved Boeslum. Eller det vil sige, der manglede faktisk en båd og en ulk, for den turansvarlige havde besluttet at droppe morgenfiskeriet med nogle vage undskyldninger med referencer til det skrøbelige helbred. Den sidste båd og ulk kom dog på vandet kl. 13, og klarede sig faktisk meget godt, når man nu selv skal sige det.

Båd 1 med Ribergaard ved roret og gasterne Ole og Mikkel lå ved middagstid og trak rundt med naturligt agn efter makreller. Ole havde fanget en kæmpe stor flad - måske potentielt turens fisk - men frygten for berømmelsen fik ham i et mørkt øjeblik til at genudsætte fisken igen, selvom den efter sigende var mere end klar til køletasken... Team Ribergaard fik dog omkring 12 makreller, så vidt undertegnede har opfattet, og trak båden på land sidst på eftermiddagen efter at have givet de håbløst svære fladfisk et ekstra skud.

Båd 2, der var under kommando af Mathiasen og med Bjerre og SS som gaster, trak ved middagstid rund med blink i jagten på de viltre og hugvillige makreller. Også de havde fanget nogle få flade, men havde opgivet dem igen, og var nu fokuseret på at få køletasken fyldt med lækre makreller. Der var enkelte regelmæssige fangster af både makrel og hornfisk, så vidt den turansvarlige kunne se fra dommerbåden, der nysgerrigt kredsede om deres båd. Gasten SS måtte sættes i land sidst på eftermiddagen grundet mytteri, men de to sidste besætningsmedlemmer fiskede loyalt videre til ud på aftenen, hvor skyerne trak sammen, og bygerne begyndte at sætte ind. Resultatet iu båd 2 mblev vist i omegnen af 30-35 makreller og et par flade, fordelt pål de tre mand.

Båd 3 var i dagens anledning en solo-oplevelse. Nogle onde tunger fremførte det forrykte forslag, at det var en nøje udtænkt strategi for at udgå generende gaster, der ved deres blotte tilstedeværelse ville have forpurret den enlige kaptajns planer om at sætte alle hans til rådighed værende stænger, for på den måde at kunne udfiske de øvrige deltagere. Dette har naturligvis ikke noget på sig, men faktum er dog, at kaptajnen i Den Hvide Dame efter 6 timers sindsygt fiskeri kunne notere 7-8 hornfisk og 22 makreller, hvoraf de 4 horn og de 21 makreller blev hjembragt. Båd tre end ikke gad forsøge efter de flade, da det efter en rundringning stod klar, at det blot ville være spild af tid.. Båd 3 trak op samtidig med båd 2.

Turen blev afholdt i god ro og orden, og selvom de flade var svære at få i tale, var det bestemt en god tur. Der blev fisket med højt humør, cremede næser og brækkede håndled, alt imens solen skinnede fra en blå himmel og vandet lå fladt.

Turens fisk blev Allans makrel på 44 cm.

Tak for en god tur!

(Photobucket er nede i øjeblikket, men der kommer billeder hurtigst muligt)

11-7-2015