Brasen på 4,25 kg. og 65 cm. fanget af Allan Mathiasen
Beretning
Lørdag eftermiddag besluttede jeg, at der efter spisetid godt kunne blive et par timer til et hurtigt brasensats. Alt virkede så rigtigt, særligt det grå og småfugtige sommervejr med en tiltagende, frisk vind. Jeg gav Nicki et kald, han er jo nogen gange klar med times varsel, men han ville hellere køre rundt i Nordjylland et sted? Jamen så blev det solo.
Klokken blev lidt over 21 før jeg var klar med to stænger i suppen. En med flatbed feeder fisket som boltrig og en med det for nogen så velkendte "Knuderig". Faktisk var dette knuderig ikke bundet af undertegnede, men var efterladt af en eller anden i min grå feederkasse efter ulketuren.
Den første times tid fik jeg en enkelt gråskalle, et par meget små brasen og en nydelig flire. Og så kom der fine brasen på pladsen. Det gik ret godt slag i slag, og klokken henad midnat kunne jeg notere mig for ni meget hæderlige brasen. Nu døde fiskeriet dog ligesom ud, og jeg tænkte, at de var gået til ro for natten. Jeg pakkede derfor stol og grejkasser sammen, og skulle lige til at rykke stængerne, da knuderigget kom til nap. Igen en rigtigt god plade, men jeg kom vist til at samle den anden line op også? En god brasen gled i nettet, og der var stadig gang i den anden stang, men ingen liner der ikke var styr på. Kort efter var der derfor to fisk i nettet på hhv. 62 og 65 cm. Sådan!
Derefter gav jeg den lige ½ time mere. Nåede at malke endnu en god brasen ud af det før jeg kørte hjemad, og kunne gøre status med 12 gode brasen forbi måtten, hvoraf de 10 eksemplarer var 61 - 63 cm.
Kom dog ned på jorden igen, da en ræv ville nærstudere mine billygter på hjemvejen. Såvel ræv som bil slap meget uheldigt fra det møde.