Bækørred på 1,8 kg. og 56 cm. fanget af Henrik Ravn
Beretning
Der har været godt gang i grejsalget på facebook på det seneste og i den forbindelse skulle jeg mødes med et par lystfiskere fra Vejle for at sælge nogle stænger. Da jeg nu var langt væk hjemmefra og tæt på masser af spændende fiskevand, skulle jeg da lige have et par timer. Jeg havde tjekket nogle nye spændende stræk på google maps hjemmefra. Det er altid ekstra spændende at komme til noget nyt vand. Vejret var dog lidt mere gråt og blæsende end jeg havde håbet, så der røg en zonker for enden af forfanget. De spændende render og huller blev fisket og jeg bevægede mig hurtigt nedstrøms. Jeg kom til et hul, der så lidt mere interessant ud end de sidste mange huller fluen havde været forbi. Jeg lagde et kast tværstrøms og tog et par skridt nedstrøms, for at få fluen til at synke. Lige inden hullet fik fluen alt det fart den kunne tage og straks slog en fin fisk ud efter den uden at få fat. Jeg gentog taktikken og denne gang sad den der. En pæn ørred som gik direkte i overfladen og derefter slap krogholdet. Æv… Jeg fortsatte et langt stykke nedstrøms og fik en par mindre bækørreder under målet. På turen tilbage mod bilen sad fisken fra tidligere i baghovedet. Hvor stor den var ved jeg ikke, men det var i hvert fald en flot bækørred. Jeg havde UL-stangen med i bilen og besluttede mig for hurtigt at hente den og give hullet et par ekstra kast. Det var svært at komme til med spinneren grundet nogle udhængende grene, men det lykkedes med et nedstrøms kast med en meeps 3’er i sølv (med røde prikker). Spinneren fik lov at svinge tværstrøms og den ville fisken selvfølgelig have! Om det var den samme eller en anden ved jeg ikke, men jeg havde i skudt den første til denne størrelse. Under fighten gik bagstoppet på mit hjul desuden i stykker. Et kort ubehageligt øjeblik med løs line faldt dog ud til min fordel og jeg kunne nette en bækker på 56 cm. Vild fisk, pladsen er i hvert fald godkendt.. Jeg fik desværre ikke et ordentlig billede af fisken. Kort efter det vedhæftede smuttede fisken fra mig. Men herligt jeg nåede at få et billede til gemmerne!
|