Sandart på 0 kg. og 83 cm. fanget af Allan Mathiasen
Beretning
En hverdagsaften for et par uger siden havde Nicki og jeg sat hinanden stævne efter arbejde. Vi var nemlig kommet til at snakke om, at det var ret præcist et år siden, at vi havde været på sandartsats, og denne onsdag aften bød på ret så tålelige vejrforhold i forhold til hvad juledagene kunne diske op med af frostvejr.
Det startede atypisk. Nok var Nicki tændt, men han kom håbløst sent til vandet i forhold til hvad der var aftalt. Han var mere sent på den end jeg plejer at være. Ja det var faktisk så voldsomt, at jeg tror det falder ind under begrebet ”en Laurits”. Asger II var i vandet, alt var klar og motoren endda kørt så varm, at jeg slukkede den igen, før Nicki fandt sig på plads.
Lyset var allerede så meget væk, at jeg måtte have fat i pandelampen for at montere et rig i hægten. Som Nicki sagde, så jeg er blevet en gammel mand, og den slags sætter sig på øjnene. Det hjalp nok ikke, at jeg hver 3. minut var ved at hoste øjnene ud.
Imellem hosteanfaldene fik jeg dog registreret nogle nap. Mange nap. Krogede den ene sandart efter den anden, og de var store… Jeg sms’ede Laurits, for jeg var nødt til at skrive ned, eftersom jeg ellers var bange for, at jeg ikke kunne holde styr på tallene. Som jeg skriver dette er jeg dog lidt nervøs for, om jeg har rodet rækkefølgen af størrelser i forhold til billeder sammen.
De første tre fisk var landet, afkroget og genudsat. De tørre tal sagde 83 cm (5,6 kg), 81 cm (4,8 kg) og 73 cm efter ½ times fiskeri. Ja faktisk var klokken kun netop 17. Nicki havde endnu ikke fanget noget, og var vist lige ved at gå på jagt i mine rigbins. Men så så kom han i den grad ind i kampen. Min konklusion på Nickis storfisk er og bliver, at i mørket er alle rigs grå :o)
Fiskeriet fortsatte i højeste gear, og vi stod nu begge hyppigt med fisk på eller i båden. Det kostede faktisk et par fisk, for jeg lod to gange efter modhug en fisk parkere og lege ”trolling” bag planerboard, med det resultat at de slog sig af.
Kl. 21 blev båden vendt mod traileren igen, og min slutscore gjort op til 8 sandart landet, hvoraf de tre største var 83, 83 og 81 cm. Den sidste på 83 fik jeg ikke vejet. Ikke fordi jeg var hovskisnovski, men vi tog billeder før vejning, og så kortsluttede min lungesyge krop og genudsatte den direkte.
Nu kan vi så gøre status over et voldsomt fiskeri, som tangerer en skør solotur jeg havde sidste sæson, og jeg er helt sikker på, at med den snitstørrelse vi ramte, og Nickis fisk inklusive, så er de 12 fisk og det samlede antal kilo uden sammenligning den højeste mængde sandart Asger II nogensinde har haft i båden på en tur.
|