Fynsk sølv i sommernatten

Jeg var på lejrtur med de gamle gutter fra Svendborg ved Fynshoved, som er en fantastisk naturperle. Forinden var turen gået forbi Go-fishing i Odense til en venlig, men nedslående, snak om multeaktivitet i området, og vi så da heller ingen af de attraktive spøgelsesfisk i det ellers oplagte område ved Fynshoved. Efter en eftermiddag tilbragt med krabbefangst til suppe, indtagelse af denne samt øl og god mad i fantastisk og smukt vejr med de gamle gutter, ville jeg ned på stranden og prøve at affiske et spændende rev. Stranden var stenet og forholdene i vandet i øvrigt fine til havørred. Gutterne blev lokket med ned og forsøgte sig med deres eget grej fra stranden, mens jeg i waders kunne komme ud gennem det ret lavvandede stykke under land, iført slukket pandelygte og et 22 gr. søm (sort/selvlysende). Forholdene var gode med en let pålandsvind, der gav lidt bølger, og fuldmåne, der regelmæssigt dækkedes af drivende skyer. Vi stod og fiskede af en rum tid - relativt statisk pga. mørket. De første gutter gav op og smuttede, og de havde sgu heller íkke de store chancer, placering, grej og erfaring taget i betragtning. Min ven Martin blev, og jeg gik ind for at sludre lidt med ham på stranden. Her fik han den idé at "oplade" den selvlysende side af mit søm med en lygte, og effekten var tydelig efterfølgende, hvor jeg pludselig kunne følge blinket med øjnene hele vejen ind gennem vandet. Jeg fiskede af i endnu lidt tid - Martin havde nu givet op og stod egentlig bare venligt og ventede på mig inde på stranden, før vi skulle op til lejrbål og lidt flere øl. Jeg kunne ikke tillade mig at trække den så meget længere nu, og klokken var også over 01.30. Jeg hørte nu et par gange ganske gedigne plask i vandet til venstre for mig, og det var utvivlsomt fisk, eftersom Martin ikke kastede længere. Jeg prøvede derfor at få fisket godt af i den retning. Skyerne var flere nu og månen godt skjult. Jeg lagde et langt kast ud lidt mod venstre, men længere ude og mere mod højre, end jeg havde hørt plaskene. Jeg igangsatte den sædvanlige, friske indspinning, kørte en 10 m og bang! - der var den! Et godt og kontant hug efterfulgt af en fight med nogle øjeblikkelige overfladevendinger, som gjorde mig klar over, at fisken havde en pæn størrelse. Pandelygten blev tændt, og snart kom fisken helt tæt på, hvorved jeg kunne se, at den var flot. Martin fulgte spændt med på stranden og blev opdateret af mine henrykte udråb. Fangstnet havde jeg intet af (det var jo 'primært' en lejrtur), og kaning på den storstenede strand var umuligt. Derfor blev de næste par øjeblikke lidt hektiske, hvor fisken kom ind på så lavt vand, at der var gode sten at plaske fra imod men samtidig så meget vand, at den øjeblikkeligt ville kunne stikke af, hvis krogen slap sit tag. Jeg fik den derfor ud på dybere vand igen og fik til sidst en hånd under bugen på den, hvorefter jeg løb op på stranden. For hver meter på det tørre blev jeg mere og mere sikker på min fangst, til jeg endelig en 10 m oppe kunne sænke den ned på sandet og betragte den med Martin - begge meget entusiastiske! Ud fra 40 cm-mærket på min stang, var den min. 48 cm. lang - og tyk! Min. 1,5 kg. vil jeg tro. En svagt udviklet kæbekrog afslørede kønnet. Fisken var en stor oplevelse for mig - ikke pga. længden men pga. konditionen. Det er den tykkeste havørred, jeg har fanget, og også en af de flotteste. Vi tog den med op til lejren, hvor de andre to utaknemmelige bæster ikke engang var til at lokke ud af teltet for at se den. Vi rensede den, saltede den, rullede den ind i stanniol og placerede den køligt. 12 timer senere (til sen frokost næste dag) lavede vi den på bål, og vi var en 4-5 granvoksne gutter, som spiste os mæt i den. Fynshoved kan anbefales!