Jurassic laketrout

Der er tidspunkter i livet hvor man bare ikke fatter hvad der sker omkring en. Jeg ramte et af de tidspunkter, da jeg var med Allan ude i Asger II her den anden dag.

Vi havde aftalt en aftentur på vandet, med søørreder for øje, trods en temmelig kraftig vind ifølge vejrudsigten. Det eneste jeg skulle gøre var at stå af toget, så sørgede Allan for resten, udover madpakken, som Lisette havde smurt til UG. Nemmere bliver det sjældent, og jeg nævnte da også for Allan på vej ud over bølgen grå at det nærmest var totalt ufortjent hvis jeg fik en storfisk på krogen denne aften. Det mente Allan nu ikke, og heldigvis for det, for det skulle vise sig at jeg fik en fisk af den slags man rigtig gerne vil vise frem.

Turen var kold den fredag, og vinden var efter et par timers sejlads ved at have gjort sit indhug i mit velbefindende. Jeg var nødt til at holde hænderne inde i jakken konstant, ellers ville de slet ingenting når jeg skulle bruge dem. Jeg sad og følte mig som en syg måge i januar, da min stang pludselig krøllede sammen i nogle hårde træk. Jeg greb stangen og rejste mig op, og kunne med det samme se et eller andet jævne bølgerne ud ca 20 meter bag båden. Fisken så jeg ikke rigtig, men jeg bedømte ud fra mængden af ravage, at hvis det her var en ørred, så var den god. Således udstyret med en fiskestang og en fisk for enden af linen, stod jeg så i vinden, og kæmpede med at dreje hjulet hurtigt nok, når fisken svømmede mod båden. Med det samme jeg kom op i vinden frøs jeg endnu mere end før, og mine hænder var bare så langsomme. Mine lår var kolde og døde efter at have siddet i kulden, adrenalinen som strømmede ud i kroppen gjorde dem totalt gummiagtige, og jeg følte jeg stod og svajede ukontrolleret. Langsomt kom fisken dog nærmere båden, og det lykkedes mig at holde stram line til den hele vejen.

Imens det her foregik, fik Allan en ide om at han lige skulle filme lidt. Det var jeg bestemt ikke enig i, og jeg fik vist sagt mere end en gang at jeg troede han skulle til at være klar med nettet i stedet for kameraet. Jeg ved ikke om han ikke havde fornemmet hvor god fisken var, men jeg vurderede den til over 2 kg i hovedet, og var temmelig opsat på at få den i båden. Fisken var dog ikke klar til at blive nettet før et par mindre udløb inde ved bådsiden. Allan missede første netningsforsøg, og fik vist sagt noget i retning af ”Nøj den er stor mand!” imens fisken tog et par meter kabel i en sidste anstrengelse. Da jeg fik den til overfladen igen fik han den nettet, og jeg følte en massiv lettelse, som dog blev delvist afbrudt da jeg så at Allan holdt fisken i nettet ude over bådsiden, i stedet for at få den indenbords. ”Allan, tag den nu op i båden, jeg er bange for at den hopper ud” sagde jeg. Hvordan fisken konkret skulle lykkes med det anede jeg ikke, men bukkefeberen havde for længst gjort mig mentalt uligevægtig på det her tidspunkt. Op i båden kom fisken, og vi måbede begge en gang over størrelsen. Jeg sagde: ”Her er en søørred, som kan gøre sig på havørredlisten”, en ting vi havde talt om før, og delvist afskrevet som en meget usandsynlig begivenhed. Med nettet i den ene hånd stak Allan mig en krammer, den her fisk var vild! ”Vil du batte den eller skal den ud igen?” ”Jah, jeg har da i hvert fald plads til et par fileter i fryseren.” ”Nå, jamen så kommer den her.” Allan lagde nettet fra sig, stak mig battet, og holdt fisken. Jeg slog den hårdt et par gange, angst for at jeg skulle ramme Allans fingre i stedet. Jeg kravlede over på den anden side af fisken, og først der kunne jeg for alvor begynde at fatte hvor stor den var. Den var KLART over 3 kg, det var alt jeg kunne konstatere med sikkerhed. Vi sad et par minutter og gloede på fisken. Jeg rystede som en junkie, fuldstændig ramt af kulde og adrenalin, alt kørte på mig. Jeg fattede slet ikke hvad der lige var sket.

Data på fisken endte med at blive 72 cm og 5.23 kg. Vildere bliver det sjældent for mig på en fredag aften. Allan var ret betaget af det enorme hoved, der sad på fisken, og kaldte den dinosaur-agtig. En længere fotosession fulgte, og jeg havde ikke svært ved at finde det store smil frem.

Efter yderligere et par timers fiskeri hev vi båden på land, og jeg blev sat af ved toget. Hjemme ved håndvasken blev skelet og hoved skilt fra indvolde og fileter, og maveindholdet blev undersøgt. Et væld af hundestejler var blevet inhaleret af fisken før blinket. Jeg talte hurtigt sammen, og der var ca 100, som var så friske at det ikke var til at se på dem de kom direkte fra en ørredmave.



Samtidig var der nogle temmelig små rognsække, som var fyldt med små og store rogn og enkelte klumper af blod. Nogen af jer, som ved hvad der er foregået der? Det lignede ikke en fisk som ville komme til at gyde igen.

Nu er der efterhånden gået en uge siden jeg fangede fisken, og jeg må klart sige at jeg har gået og smilet lidt ekstra på det seneste. Det varmer vældigt med en stor fisk på kontoen.