Mit livs kystfisk?

Jeg sad i bilen på vej mod Horsens til ulkeaften ved Effektlageret onsdag aften. Der blev snakket fiskeri, som der bør i en bil fuld af ulke. Lidt facts blev lagt på bordet vedrørende kystfiskeriet omkring Århus den seneste tid, og pludselig fik jeg feber. Jeg kunne bare mærke at kysten kaldte. En uro i maven, som jeg har kendt fra første gang jeg krogede en makrel på havnen i Hanstholm, satte i gang, og der var ikke noget at gøre. Der var totalt fiskeri i hovedet på mig, og jeg besluttede mig på stedet for at jeg skulle på kysten næste morgen. Vel hjemme fra indkøbstur gjorde jeg lidt grejer klar og fik lidt te med Trine, inden jeg gik i seng med mobilen sat til kl 0600.

Klokken 0515 vågnede jeg fra en drøm hvor en gedde var så meget i nap, at den bed mig i røven, imens jeg prøvede at vifte den væk med hænderne. Jeg kunne fornemme at jeg nok ikke fik sovet mere, men lå og prøvede til 0545, inden jeg gav op, stod op, og tog afsted.

Fremme ved vandet gav jeg Mikkel et kald, og fik lidt input til hvor jeg helt nøjagtig burde befinde mig. Han havde skole, som ikke kunne udsættes, og jeg startede dagens fiskeri alene. Der var egentlig ikke noget særligt over den første times tid. Ingen nap, men en for mig ny plads, så jeg kunne da bruge tiden på at lære den ordentligt at kende. Imens vandet stille steg omkring mig, bevægede jeg mig ned langs kysten. Min 24 grams sølvpil i ramponerede tobisfarver gik flot ud over bølgerne, og jagtede den lyserøde skøjteprinsesse hjem mod mig lige under overfladen. Alt så fornuftigt ud i forhold til mit relativt beskedne erfaringsgrundlag, og moralen blev kun stækket af det faktum at mine dejlige neoprenwaders var begyndt at lukke vand ind til min bagdel. Da jeg synes pladsen var nogenlunde affisket gik jeg alligevel et stykke, hvor jeg kun i en del af kastet syntes jeg kom over spændende bund.
-----
Sølvpilen er næsten inde da jeg ser en brun skygge være lige bag den. Jeg har ikke mere line, og laver et spinstop. Fisken kvitterer ved at tage blinket 3 m fra mig, og jeg løfter stangen og kroger den. Så stå vi der. Jeg løsner bremsen nu hvor fisken er på, da jeg ikke tror den er klar til noget som helst endnu. Jeg rykker lidt hårdt i den for at få den til at tage nogle meter og komme ud hvor jeg kan vurdere mine chancer lidt bedre, og fisken kvitterer med lidt headbanging frem og tilbage. Jeg får set lidt på den, og vurderer den egentlig til at være en regnbue, da jeg synes den er alt for høj til at være en standard havørred, og jeg ikke kan se hvor lang den er. Det skifter totalt da den tager sin første lufttur, og derefter drøner hen mod mig. Der er absolut ingen burfisk over den her. Da fisken flekser i vandet og jeg får et kig på hvor bred den egentlig er, går det op for mig at det her er den vildeste fisk jeg har haft kontakt til i min karriere, og at hvis jeg får den, kan den muligvis gå hen og blive mit livs kystfisk. Hver gang den vender skifter dens farver i brune, violette og metalliske nuancer, og jeg kan mærke min puls stige helt vildt.

Det stenede ved det hele er, at det er totalt faceoff mellem mig og fisken hele vejen. Jeg tror ikke fisken er mere end 10-15 meter fra mig på noget tidspunkt, og jeg bliver mere og mere nervøs af at se på hvor stor den ser ud til at være. Oveni det hele skyder fisken gang på gang op af vandet. Det slår mig hvor tungt fisken falder tilbage i bølgerne igen, den er virkelig stor, og jeg vil sygt gerne vinde kampen. Omgivelserne og min position umuliggør en eventuel kaning af fisken, og jeg har aldrig nettet en havørred selv før. I det mindste er mit net stort og medbragt, så jeg giver det et forsøg. Fisken bliver tydeligt skræmt af min arm, og skyder væk fra mig. Pokkers. Bremsen bliver strammet lidt, og jeg fejler et nyt forsøg. Jeg er virkelig presset her. Jeg plejer at have godt styr på hvilken vej jeg skal skrue på bremsen, men jeg står og tænker over det før jeg får skruet den rigtige vej. Gang på gang er jeg tæt på at nette bæstet, men først omkring femte gang har jeg fisken i posen.

Jeg drejer i håndleddet, så netposen lukkes, presser åbningen ind mod brystet, og drøner mod land. Jeg bliver træt i armen på vej ind. Den sødeste træthed nogensinde. Jeg går meget længere op på land end jeg behøver, før jeg tør kigge ordentligt på fisken. Sikke et bæst. Jeg er umiddelbart sikker på at den er over 60 cm lang, og skyder den forsigtigt til 64 cm. Jeg batter den. Jeg kan ikke andet. Tanken om varmrøget fisk varmer allerede min delvist kolde og våde krop. Jeg føler på den. Den er så utroligt bred. Masser af lækker filet hele vejen ned til halen. Jeg tager nogle halvsløje billeder, og sender et par mms’er efter jeg har lavet det obligatoriske ”Jegharfangetenkæmpefiskdethererdenbedstedagnogensinde” til Trine.

Senere kommer Mikkel til, og vi måler fisken til 66 cm. Hans fjedervægt siger 3 kg. Jeg har på alle måder sat pr i kystfisk. Virkelig en god dag at være mig.

Vi fisker lidt mere, uden nap, og jeg kan mærke jeg egentlig er mæt for i dag, og gerne vil hjem. Efter en lille time mere kører jeg tilbage til Silkeborg. På vejen tænker jeg lidt over at jeg måske aldrig fanger en større ørred på kysten. Det er dælme vildt.

Jeg kommer hjem, i tørt tøj, og Trine insisterer på at tage nogle billeder. Jeg ender med at være ganske tilfreds med resultatet, som kan ses ovenfor.

Mit havørredår 2014 har allerede overgået mine vildeste forhåbninger, og der er næsten 9 måneder igen. Tror bare vi ses på kysten…