Søndag den 16. februar skulle være dagen, hvor ingen rovfisk i Gudenåen skulle vide sig sikre. Seks mand stærk mødte vi op kl.08.00 ved biohuset, hvorefter vi kørte til Randers Havn for at hooke op med Allan (der troede han var for sent på den fordi han havde glemt den madpakke, som konen havde smurt, og naturligvis var kørt tilbage efter) og Kasper B, der af en eller anden grund kom fra Viborg. Måske han havde været nede og se den intakte brolægning som man kan se nede ved søen. Arkæologerne siger at det er helt tilbage fra vikingtiden. Velankommet alle mand til Randers Havn, var det Allans tur til at imponere alt og alle med sit kastenet. Udover en fuldstændig vanvittig aborre på ca 15 cm, var der ikke mange fisk der kom i det net. Efter adskillige forsøg rundt omkring, måtte vi erkende, at det så helt skidt ud med 0 agnfisk på land. Allan havde dog været så snarrådig at tage 20 agnfisk med hjemmefra, hvilket gjorde at der var rigeligt med agnfisk til alle (viste det sig).
Efter at Puntoen havde kørt et par omveje fandt den Kasper, Lars og Allans bil ved pumpehuset, og her blev der rigget til og lagt store planer. Der kom en grim og temmelig kold vind ind fra sydvest. Jørgen Leth ville have kaldt den ubarmhjertig, måske endda nådesløs. Uanset hvad, så var den et varsel om hvad der ville vise sig af fangster i løbet af dagen.
Kort efter start smider Rasmus en gedde på omkring de to kilo. Jeg tænker det har sparket forventningerne i vejret hos de fleste, men skuffede skulle vi alle blive, da denne fisk var den eneste der overhovedet havde haft agn i kæften på strækket hele dagen. Vi mødte seks andre fiskere. Ingen af dem havde mærket noget som helst. Så det var lidt trist. Jeg fik dog personlig snakket med både Kasper B. og Allan, og det var i sig selv også en stor oplevelse. Der var også andre der snakkede sammen, men jeg hørte hverken noget om indholdet af de samtaler og om reaktionerne på dem.
Da Puntoen med undertegnede, Anders og Jens kørte hjemad blev der snakket om fine søørreder fra Norge. Og så blev der også snakket noget om New York. Jens har tilsyneladende boet i Brooklyn, da han var der. Det synes Anders var meget centralt. På vejen hjem kørte Allan igen forbi Randers havn for at fange agnfisk. Denne gang var de der, og han fik omkring 50 store agnfisk med hjem. Så er han klar til at revanchere en ulketur, der nok skal blive husket for de dybe samtaler, men næppe for fiskeriet.
Der er ikke mere at sige. Jeg tager på kysten imorgen for at fiske skuffelsen af mig. Hvad gør I andre? De af Jer der ikke har hængt Jer selv? Ej, pjat. Det er bare nytårsløjer. Jeg er sikker på at kranerfiskeriet efter helt gør, at vi hurtigt glemmer denne dag fangstmæssigt. Pas på Jer selv derude, eller små I ringe.
Kyz & LOL
Tue
|