Sølv fra åen
Havørred Åen på 2,3 kg. og 60 cm. fanget af Jonas Høholt
Beretning
Et par dage efter premieren var der lidt bedre plads ved åen, og jeg øjnede en chance for at få en halv eftermiddags fiskeri. Fem minutter med synkeline og Brenda skulle der til før en god fisk tog fluen med et brag. De klassiske "falder-rusk" ledte tankerne hen på en lang, mørk og svampet fisk. Men men men.. efter et par gode udløb gennem et sving kom jeg på andre tanker. Vandet var kakaofarvet, og jeg kunne ikke se fisken ordentligt, før den et par minutter senere var helt tæt på brinken. Den skinnede som en ægte grønlænder og var høj og bred over ryggen. Den skulle battes! Men så opstod et møgirriterende benspænd. Min gode trofaste T&T #5 knækkede! Lige over den midterste samling! Med to halve stænger og et blankt sølvdrøn plaskende ved brinken, var gode råd dyre. En hurtig beslutning blev taget, og jeg greb om forfangsspidsen og var heldig at få fat om nakken på fisken. Oppe på brinken fik den knytnæven, og jeg målte den til præcis 60cm. Episoden med den knækkede stang var derefter til at overse.
|
23-1-2014
|
Thomas Mosgaard | t.mosgaard@hotmail.com
Jonas, jeg troede at en grønlænder var en fisk der var stor nok til at gyde men sprang over, dvs at den ikke nødvendigvis behøves at ha gydt en gang. Man lærer noget nyt hver dag. Men ud over det så tror jeg ikke definitionen er særlig præcis, det kommer jo bare af at man i gamle dage troede at de små blanke fisk kom fra Grønland fordi man i Grønland har sådan nogle. Lige meget om det er det ene eller andet så er det en fin fisk, det er helt sikkert.
24-1-2014 8:08:08
|
Jonas Høholt | jonashoholt@hotmail.com
Præcis Mosgaard!
Hej Allan: En overspringer er en havørred som har været oppe i åen for at gyde en eller flere gange, for så, af en eller anden grund, at springe en gydning over for at æde i stedet for. Nogle undersøgelser viser, at når først en havørred har taget dens første gydevandring, bliver den som regel ved med at gyde år efter år. Så en ægte overspringer er derfor meget sjælden. Om en stor blankfisk er en ægte overspringer kan man faktisk kun finde ud af ved at aflæse en skælprøve.
En grønlænder er som bekendt en havørred som ikke har gydt, og som ikke er kønsmoden. I nogle større vandløb er havørrederne meget store inden de går på gydevandring første gang. Derfor kan en fisk fra sådan en å være en meget stor, blank grønlænder, måske 70-80 cm, indtil den tager sin første gydevandring. Det er muligt, at min fisk er en overspringer. I så fald skulle den have gydt sidste vinter da den var 45-50cm, for så at springe gydningen over denne vinter. Men det kan åltså kun afgøres med en skælprøve. Jeg har i hvert fald tænkt mig at undersøge det;)
23-1-2014 17:52:23
|
Allan Mathiasen | fiskerallan@hotmail.com
Måske jeg er lidt for søvnig, men det er da den største "grønlænder" fra åen jeg har set dokumenteret siden premieren (Hedder sådan en krabat stadig grønlænder eller overspringer eller hvordan?... Er ikke bare søvning, men også ignorant på dette felt). Godt nappet!!
23-1-2014 13:21:10
|
|
|