© 2008 

www.lommeulken.dk


Login

Brugernavn:

Password:

Husk mig?
log ind

















Mere sølvtøj



Havørred Kysten på 0 kg. og 59 cm. fanget af Bjarke Dehli

Beretning
Som tak for at overtage mit hverv med at lave gule ærter til generalen, havde jeg lovet en guidet tur på Djursland for de herre Tue og Kasper. Trods det markante omslag i vejret med deraf følgende sne, slud, kulde og blæst var jeg forsigtig optimist da jeg havde efterretninger om hugvillige fisk de sidste par dage.

Vi startede ud i det vildeste blæsevejr jeg endnu har fisket i og selvom vinden ikke kom direkte ind i skærmen, så var vandet godt oprørt med gode bølger og let farvet. Kasper og Tue går forrest med sølvpil og bombarda mens jeg går bagerst for at "rydde" op med det klassiske søm i kobber/sort. Der sker desværre ikke rigtig noget, bortset fra at mit hjul efter et par års trofast tjeneste vælger at stille træskoene. Lineoplægget er smadret, så jeg bruger mere tid på at klippe fuglereder af og binde nye knuder end jeg bruger på at fiske. Tue har fisket pladsen igennem og Kasper og jeg er også stort set færdige da jeg tager det sidste kast med hjulet inden det får lov at ryge til de evige og bugnende shimanohjuls-marker. Halvvejs inde er der modstand men vinden er så kraftig, at jeg ikke rigtig kan mærke om det er fisk eller tang! Et par dovne tunge rusk sætter dog liv i linen og pludselig vælter en pæn fisk rundt i overfladen. Efter en typisk kort vinterfight (nej, det tager ikke 10-15 min at figte en dansk kystørrred)kan jeg nette en flot blankfisk som får lov at afslutte et hav af gode kystture med mit Shimano GT 3000. Lidt ekstra kast på pladsen giver hverken nap til Tue eller Kasper så vi prøver noget nyt.

På den anden plads sker der intet selvom der er godt gang i butikken, dog var vandet lige til den farvede side men dog ikke umuligt at fange fisk i det.

Sidste plads bliver den "sikre", for nu skulle guiden jo gerne finde fisk til gæsterne. Som håbet holder pladsen fisk og på et par timer har vi ca. 10 kontakter, hvoraf en lille håndfuld fisk op til 43 cm kommer på land. Desværre er det igen den griske guide der har heldet, men Kasper ser flere fisk i overfladen og har også et par tilbud der ikke bliver hængende.

Efter en kold og sindssygt blæsende tur kalder vi det for en dag og jeg må erkende, at mine evner som guide ikke helt slog til, men så er der jo altid mulighed for revanche.

Ved hjemkomst kunne jeg konstatere, at vandet endnu ikke har nået en temperatur, hvor fødeemnerne er smuttet ud på dybere vand. I maven på den hjemtagne fisk kunne jeg således finde massevis af børsteorm, havkarusser, tobis, kutling, ålekvabbe, hesterejer, tangrejer og tanglus. Så er man frisk og hurtig, så kan man stadig nå at blive blæst igennem på kysten og måske endda få lidt rusk i kæppen ;-)

19-1-2014
Tue Petersen | tuepetersen@hotmail.com
Tusind tak for en god dag, Bjarke. Jeg er sikker på at dagen var et vigtigt skridt i min kamp for en flot Mols-ørred.
22-1-2014 20:41:36
Bjarke Dehli | bjarkedehli@hotmail.com
@Nicki

Spørger du mig, så kan man kun i begrænset omfang gå efter de større fisk. De kommer til dig når du alligevel er af sted. Der er nogle som mener, at store agn fanger flere store fisk. Det tror jeg ikke rigtig på. Selvfølgelig kan det være en fordel med et søm i stedet for en kobberbasse hvis du fisker på en stime havørreder der aktivt jager tobis inde under land, men de fleste af de havørreder du fanger langs kysten er jo aktivt fødesøgende og præsenterer du dem for et let bytte ja så tager de det. På billedet nedenfor kan du også se, at havørreden her både har spist en havkarudse på 11 cm og en tanglus på 2 cm, hvorfor den nok også havde nappet hvis det var en flue den blev præsenteret for. Grunden til, at jeg fik fisken selvom både Kasper og Tue lige havde fisket hen over den er nok, at jeg kom dybere ned og derfor ramte den lige i hovedet mens de andres agn grundet vinden skøjtede af sted lige under overfladen.
Når det så er sagt, så er der dog tendens til, at en plads der har givet gode fisk på en tur vil fortsætte med at "producere" fisk et stykke tid, alt lige fra 1 dag til flere uger. 6 af fiskene på kyst top ti lige nu er f.eks. taget på 2 forskellige pladser (ca.)
Er du ude efter de helt store, så skal du ud på yderkysten af Djursland (eller Møn, Stevns eller Bornholm f.eks.) hvor der statistisk er større chance for at ramme en helt stor fisk (+70 cm), alene af den grund at der trækker flere store fisk rundt derude. Jeg fisker dog ikke målrettet efter store fisk, men rammer dem som sagt bare "tilfældigt" under mit generelle fiskeri efter kystørred.
21-1-2014 23:26:54
Kasper Falck-Rasmussen | kasperfalck@hotmail.com
Tak for en god tur, Bjarke, med lækker forplejning: ) Må indrømme, at jeg nok ikke var gået ud på den første plads med den pålandsvind, hvis du ikke havde troet på det.. Hyg!
21-1-2014 19:37:30
Jens Lillelund Hammer | jens_lillelund@hotmail.com
Sejt gået. 15-20 sekundmeter fra øst er ikke for sarte lystfiskere, og at I så finder sådan en fisk, gør det bare endnu federe!
21-1-2014 19:31:46
Nicki Eriksen | nickieriksen@gmail.com
Bjarke, en gang ved lejlighed kunne jeg godt tænke mig at høre lidt om hvordan man går målrettet efter de lidt større fisk.
20-1-2014 19:48:35
Bjarke Dehli | bjarkedehli@hotmail.com
@Allan

Er ovenud tilfreds med hjulets præstation og planlægger at anskaffe mig et magen til. Købte det for 500 kroner første år vi var nede i Effektlageret. Mht. målet om at blive konge af kystørredlisten så skal det opnås med en god forårsfisk og to gode efterårsfisk, at knække den nuværende liste med vinterfisk er ikke realistisk....
20-1-2014 14:51:20
Allan Mathiasen | fiskerallan@hotmail.com
Hvis du har 2 år på kysten ud af et hjul med bag- og fightbremse, så er det vel rigtigt godt gået af hjulet, uanset fabrikat, er det ikke? Troede altid, der var et backup hjul i bilen :)
Flot blankfisk i øvrigt, men du har alligevel kun 7 point. Synes du har et stykke vej endnu til dit seneste og noget ambitiøse mål.
20-1-2014 14:42:01
Morten Svarer | m.svarer@gmail.com
Vild kost og enormt flot fisk!! "Shitmano";)
20-1-2014 11:13:48
Mikkel Schacksen | schacksen1@hotmail.com
Bjarke det er godt nok en voldsom fisk fra denne storm som har ramt os pt, men samtidig virkelig dårlig guide stil sådan at tage sådan en flot fisk foran dem som egentlig skulle have haft dem, sikke da.
lækkert med billedet af maveindholdet, det giver virkelig tro på at komme ud efter dem, selvom det er koldt og blæser når man kan se at der stadig er så mange forskellige fødeemner langs kysten
20-1-2014 6:40:34
Bjarke Dehli | bjarkedehli@hotmail.com



Maveindhold på fisken på 59 cm!
19-1-2014 22:44:25