Mere sølv endnu...

I morges klokken halv 9 ringede jeg Mikkel op. Jeg havde fisk på hjernen. Andreas, Morten og Bjarkes fisk på ulken de sidste dage, havde fyldt mit hoved op med drømme om løse skæl. Bedre blev det ikke af at vejret lovede havørred, og jeg havde en idé om, hvor jeg ville hen. Tilbage til opkaldet; Mikkel svarede: ”Hvad så Nicki?”. Det var en meget glad Mikkel jeg havde i røret, og jeg fik med det samme på fornemmelsen at han allerede var et skridt foran mig. ”Hvad så Mikkel, vil du med ud og fiske?” ”Jeg er allerede på vej ud, jeg er ved Kalø lige nu. Skal du med?” Aha. Jeg havde åbenbart helt ret i at Mikkel var et skridt foran. Så var der ikke andet at gøre end at sluge havregrynene, forsøge at sparke et par ulke på finnerne uden held, og så ellers få startet bilen.

Klokken lidt i 11 var jeg på pladsen. Mikkel og Humaidan var langt nede af stranden, og jeg startede mit fiskeri alene. Efter en halv time kom det første nap, efterfulgt af 5 sekunders rusk, som gav mig indikationen af en ok fisk. Få minutter senere fik jeg endnu et nap, der den her gang blev siddende for alvor. Jeg kunne mærke fisken var fin, men skød den til midt i 40’erne inde i hovedet. Den tog på ret kort line, så jeg løsnede bremsen lidt og gav den et lille træk med fingeren på spolen, i håb om at den så ville tage lidt line, i stedet for at tonse for meget rundt på kort snor. Det lykkedes delvis, og jeg fightede fisken en tid, i håbet om at den ville blive træt, og lade sig kane på land. Til sidst besluttede jeg mig for at tiden måtte være inde, selvom fisken ikke på noget tidspunkt for alvor havde ændret adfærd, og mest bare pjattede rundt og headbangede 10 meter ude.

Jeg gik lidt op på stranden, strammede bremsen, trak ind, og begyndte at bakke. Fisken humpede op på stranden, og jeg så at den var mere end ok. Efter den første, mest kritiske meter trak jeg lidt hårdere, og fik den så langt op at jeg var helt sikker på jeg havde den. Jeg spurtede de 5 meter hen til fisken, og knælede ned imellem den og vandet. Lige der i sandet gik det op for mig, at her var den sølvblanke spin-ørred jeg har drømt om siden jeg startede med det her kystfiskeri. Det var totalt overvældende. Jeg råbte et par sekunder, kiggede mig omkring, og gav den så for alvor gas. Det stak helt af for mig. ”You know?” råbte jeg i hovedet på fisken. Den havde helt klart ikke set Jerry Maguire, og sprællede et par gange under mine hænder. Pludselig blev jeg vildt bange for at miste den, og holdt den nede med begge hænder. Pludselig gik der totalt Disney i mig. Livets store kredsløb, de ørreder antiloperne spiser, alt det shit. Jeg kiggede fisken i øjet, sagde til den: ”tak for oplevelsen”, og battede den. Stenede ting man gør når man er alene med en fantastisk fisk...

Mine nerver blev ikke bedre af at fisken var død. Jeg rejste mig og begyndte at spurte hen ad stranden, for at finde de andre og få taget et billede, men stoppede efter 7 meter, da det gik op for mig at jeg ikke anede hvor langt væk de andre var. Jeg gik tilbage til fisken, og ringede til Trine og Mikkel. Trine var vildt glad på mine vegne, hvilket bare gjorde oplevelsen endnu bedre. Mikkel ringede tilbage, vi snakkede lidt, og blev enige om at mødes længere henne ad stranden. Jeg gemte fisken, og gik totalt paranoid videre med stangen, til jeg mødte de andre. Jeg var simpelthen så bange for at nogen skulle komme og tage den fisk.

Da jeg havde fisket hen til Mikkel, gik vi tilbage for at se fisken. Jeg havde sagt jeg troede den i hvert fald holdt halvmeteren. Da jeg trak tangen til side gjorde Mikkel store øjne og sagde den nærmere var 60. Jeg var åbenbart blevet totalt størrelsesblind af at fiske gedder med Allan. Vi målte den i sandet, og ganske rigtigt, fisken var 59 cm. Pr for mig. Mikkel gav hånd og sagde tillykke. Fedt når folk er ægte glade på ens vegne. Jeg selv var bare totalt stolt og kunne ikke stoppe med at smile. Billederne blev taget, og fisken var da en times tid gammel, hvilket kan ses på billederne. En skam, men jeg synes dælme stadig den er dejlig.

Resten af dagen gik med lidt snak, et par nap, og en halvmeters fisk som vendte helt inde ved mine støvler. Jeg stod bare og kiggede på den. Pulsen kom ikke engang op. Jeg havde fået min drømmefisk, og tilbage var kun at nyde synet af en ørred som vendte om, og derfor er derude til næste gang.

Hjemme i køkkenet havde Trine gjort totalt rent, og havde lagt skærebræt og kniv frem, sammen med en lille seddel, inden hun tog på arbejde. Hun havde endda købt salt. Kan man ønske sig mere sådan en fredag midt i januar?

Til sidst skal lyde en tak til brdr. Svarer og Bjarke, som ved at smide deres inspirerende fisk op på siden imens fiskeriet stadig var godt, fik mig ud til vandet. Det her er bare alle tiders fisk for mig, og jeg tøver ikke et sekund med at give jer noget af æren.