Havørred Kysten på 2,55 kg. og 62 cm. fanget af Jonas Høholt
Beretning
På ulkenes filmaften blev der livligt talt om nylige fangster af flotte blankfisk fra kysten. Jeg vil også være med til det sjove, og da Henrik Ravn tilbød at være guide dagen efter, kunne det ikke passe bedre! En hel dag i waders blandt store bølger og blanke havørreder havde jeg savnet. Og det var lige dét turen bød på. Vi rendte i den første stime fisk efter en times tid, men som altid er det de små grønlændere, som er lettest at få til at lege. Endnu en stime fisk blev fundet, og jeg havde et par små hvirvler efter fluen. Nyt kast og stangen under armen. Hurtig indtagning. Da fluen var fisket helt ind, førte jeg som altid stangen ud til siden for at gøre klar til et nyt kast. Her blev fluen bare nakket helt oppe i overfladen! Fisken tog det med ro og svømmede ud mod dybere vand, imens jeg fik styr på løslinen. En lang, blank side viste sig i overfladen efterfulgt af et saltomortalespring. "Den er fed!", råbte jeg til Henrik. Jeg gik mod land, men Henrik anbefalede at nette fisken på dybere vand. Jeg var lidt småpanisk, men valgte at stole på Henrik. Fisken tågede rundt på lavt vand, hvor Henrik var tæt på at komme "i klemme" et par gange. Jeg var godt klar over, at det var en fin fisk, og den skulle på land! Efter 3-4 minutter satte forfanget sig fast i en tangbusk, men da var ørreden heldigvis ved at være flad, så Henrik lavede en smuk netlanding på 15 cm vand. Tak for det, Henrik! Yes! Min første havørred over målet fra denne del af Danmark, og hvilken én! Blank og trind. Skæl på fingrene. Rystende hænder. Januarblæst. Fiskelykke. Bjarke Dehli, som fiskede i nærheden, var trukket tættere på under fighten og lykønskede med en god high-five. Resten af dagen fandt vi fisk på flere pladser, men det blev kun til en lille håndfuld målsfisk på land.
|