En vinterdag i Asger II - 5

Jeg har i cirka 1½ år haft det privilegie at have Allan som fiskemakker af og til. Han var kaptajn på den første ulketur jeg deltog i, og jeg har været med i Asger II en del gange efterhånden. Efter de første 10 ture var et mønster begyndt at tegne sig. Et goddag og et håndtryk, efterfulgt af et som regel ok, men aldrig prangende fiskeri, lidt snak selvfølgelig, en køretur af og til, altid afsluttet med et farvel og endnu et håndtryk. Jeg kunne godt lide at fiske med Allan, men var begyndt at stikke lidt til ham. Jeg sagde ting som: ”Der er noget galt med Asger II, den leverer aldrig rigtig når jeg er med.”, ”Hvis jeg skulle købe en båd, skulle den nok være noget i retning af Laurits’ hvide dame.” Den slags…

Jeg bommede en invitation til hans kranertur med sandart ad libitum i november, til fordel for at båle rundt i en værre nultur på kysten. Derfor var jeg ikke sen til at springe til, da han spurgte om vi skulle prøve at finde os en ged på silkeborgvand. Skæbnen ville at Kasper S senere spurgte om jeg skulle med på kysten samme dag, så igen stod jeg og frygtede at have valgt forkert. Det viste sig at jeg havde valgt HELT rigtigt denne gang, og at Asger II enten var blevet træt af at høre på mit brok, eller bare havde sparet op til denne gang.

Kl 9 mødes vi til søsætning, hilser med et håndtryk, som sædvanligt. Jeg er velforberedt, stadig en anelse langsom til at rigge til, men snart er vi på vandet. Jeg har i forvejen bestemt mig for at jeg for første gang skal prøve at fiske med 3 stænger, så optimismen er stor. Efter lidt transportsejlads bliver stængerne sat, og det napper så meget at der går over en time fra vi reelt begynder at fiske til jeg får sat alle 3 stænger. De relativt beskedne agnskaller får ret hurtigt ben at gå på, og gedde efter gedde er oppe at vende ved båden. Jeg får i et af de allerførste nap en fisk på 91 cm, og 5,750 kg. Ny pr hvad vægten angår. Allerede en succestur. En mindre mængde bål bliver redt ud, og fiskeriet fortsætter med nap på nap. Jeg registrerer nærmest ikke de ellers smukke omgivelser, for der er så mange pæne fisk at se på og flåd at holde styr på. Allan får endnu en gang vist hvordan man effektivt håndterer gedder til nænsom genudsætning. Han fjerner endda et efterladt rig fra munden på en enkelt gedde. Jeg selv må konstatere at jeg har gevaldig respekt for geddernes voldsomme hovedrusk kombineret med skarpe kroge. Jeg kan sagtens tage gedden i gællegreb, men vil helst lige have dem op på måtten først. Allan siger han kan se på gedderne hvornår de skal til at gå bananas. Hvem der bare var geddehvisker…

Timerne og fiskene kommer og går. Jeg tager stangen bag båden, da mit flåd går under lidt over middag. Jeg giver det sædvanlige modhug, og mærker en serie hurtige rusk, hvorefter der bliver mere stille. Jeg tænker umiddelbart ”lille gedde”, og ser også en lille mund komme op fra det grønlige dyb. Dog sidder den lidt lille mund fast på kroppen af en ordentlig sandart. Og jeg får sagt ”sandart!” Allan siger også sandart. Vi siger det vist begge to et par gange mere, og så ligger fisken sikkert i det store gumminet. Allan siger den er tynd, jeg siger det er en af de pæneste fisk jeg har set. Jeg er helt ovenpå, og havde egentlig ikke regnet med at sandart var en reel mulighed på den tid af dagen. Fisken bliver målt og vejet. 79 cm og 3,500 kg. Et tyndt bæst, men en fed start på sandartfiskeriet. Et foto bliver taget, og fisken ryger tilbage i vandet. Vi står i båden og ser efter den. Min dag er reddet, og her bryder denne fiskedag endnu engang med normen. Allan smiler, stikker mig næven og siger tillykke med fisken. Vi giver hånd og fortsætter fiskeriet, som stadig er godt, og jeg lander senere endnu en helt ok gedde i fin form, som vi måler til 89 cm.

Efterhånden falder mørket på, og vi forsyner flåddene med knæklys. Så går det ellers løs. Vi rammer simpelthen en sandart-heater. Jeg kroger en sandart på paravanestangen, den bliver nettet ved bådsiden, og imens Allan har overkroppen nede i nettet ser jeg hans ene flåd gå under. Jeg siger han har nap, tager stangen, og holder stram line til fisken imens Allan stadig har travlt med den første fisk. Efterhånden er fisken tæt på båden, og jeg vil give stangen til Allan, så han kan få sin fisk. Han vælger at benægte alt ejerskab til fisken, da jeg har spottet, kroget og fanget fisken. En venlig gestus fra hans side. Sandarten i nettet måler 72 cm og vejer 3,500 kg, samme vægt som min første, men 7 cm kortere, og det kan ses. En ordentlig vom pryder fiskens midte. Lidt voldsomt synes jeg, men flot, det er den. Den sidste fisk bliver målt til 76 cm og 4,200 kg. Fotosessionen trækker lidt ud, da fisken absolut vil imitere en banan, og jeg bliver bekymret for dens trivsel. Da jeg slipper den med snuden mod vandet giver den mig dog et dap med halen, og er væk sekundet efter. Dejligt. Efter de to flotte fisk bryder Allan endnu engang med rutinen og giver mig hånden. Jeg ryster den med et smil på læben, og kan næsten ikke få armene ned. Allan får også sin andel af fisk under fiskeriet, men jeg vil lade ham om at berette om dem. Efter en tid bliver der stille, både vejrmæssigt og napmæssigt, og temperaturen sniger sig under 0. Vi fisker en tid endnu, uden nap, inden båden slæbes på land. Vi hilser af og kører hvert til sit på frostglatte veje.

Samme aften ligger jeg i sengen efter en fisketur ud over det sædvanlige. Jeg er 3 sandarter, 4(!) håndtryk og utallige gedder rigere end da jeg stod op, og kan mærke jeg har været i en båd hele dagen. Lokalet føles som om det duver lige så stille i mørket, og da jeg lukker øjne ser jeg små røde vuggende flådtoppe på en blank sø for mig, no shit. Med andre ord sidder oplevelsen stadig i hele min krop, og den vil stensikkert komme til live hver gang jeg genlæser denne rapport og ser billederne.
Tak til Allan for godt selskab, turen, vejledning i fiskehåndtering og en kæmpe oplevelse. Jeg tror faktisk aldrig jeg glemmer den dag.