Multe på 3.7 kg. og 68 cm. fanget af Jonas Rasmussen
Beretning
Det behøver ikke at være så skidt når der står Danmark på sommerferieplanerne!
Under en weekend i det vestjyske fandt jeg et par timer der kunne bruges på fiskeri, og Skodaen blev vendt mod nærmeste havn i håbet om at finde makreller eller multer.
De lokale på havnen havde fanget lidt makreller, men der virkede ikke til at være meget gang i fiskeriet. I stedet satsede jeg på multerne, og fandt hurtigt en stime fisk som cruisede rundt i overfladen i jollehavnen.
Et brødspor blev sendt ud, og efter en halv times tid begyndte en af de bedre fisk, at støvsuge området for brødstykker. I tredie forsøg lå mit brødstykke rigtigt og blev ukritisk suget ind af den fine fisk lige for øjnene af mig. Krogen blev sat, og en en god sej fight fulgte på det lette grej.
Landingen var lidt af en udfordring, da det ikke var muligt at kane fisken mellem de store granitskærver jeg stod på. Heldigvis tilsmilede fiskeguderne mig denne dag, og i første forsøg kunne jeg snige to fingre ind mellem gællerne og løfte fisken sikkert på land. En god forbedring af min tidligere PR, og et plaster på såret for den (endnu større) fisk jeg desværre mistede sidste år...
De øvrige multer var hurtigt tilbage på pladsen, men jeg fik desværre ikke fisket mere da jeg herefter var blevet dagens begivenhed på havnen og måtte stille op til fotografering og nysgerrige spørgsmål fra både lokale og turister... :)
|