Multe

Jeg besluttede mig forleden for at prøve kræfter med et fiskeri, som jeg længe har drømt om måtte lykkes for mig. Hidtil har jeg kun haft fejlslagne ture til kysten eller moler efter multer, har sjældent set dem og aldrig haft fornøjelsen af at fiske direkte til dem. I det dejlige vejr, vi havde forleden, ville jeg imidlertid give det et forsøg. Jeg tjekkede lidt forskellige oplagte pladser ud, dog uden at se noget. Den sidste plads, jeg ville besøge, havde jeg fået anbefalet af den kære Daniel, som nyligt havde set multer der, og derfor havde jeg visse forventninger. Jeg ankom til parkeringspladsen sidst på eftermiddagen og besluttede mig for at gå ud på molen, før jeg riggede grejet til. Da jeg kom derud, stod der en frisk vind i nord, som slog ind på molens yderside og skabte godt med bølger og morads der. Da det ville være lettere at se – og sikkert fange - noget på molens roligere inderside, valgte jeg at gå langs denne hele vejen ud for at se, om jeg kunne spotte en multe eller ti. Jeg gik af sted, mens jeg holdt godt øje, så lidt småfiskestimer, snakkede med et par fiskere, som ikke havde set multer og nåede til sidst molens spids uden nogen former for gevinst. Hmm… ikke ret overbevisende, tænkte jeg og følte mig vis på, at dette sidste pladsforsøg også ville ende i ingenting. Før jeg gik indad skulle molens oprørte yderside, hvor vinden nu stod kraftigt ind, dog prøves. Jeg gik tværs over og spejdede ned i bølgerne, mens jeg langsomt begyndte at gå tilbage. Et øjeblik efter så jeg dem. Store, flotte multer i flokke af to til fem cirklede omkring og raspede alger af de nederste molesten i de høje bølger. De største var nok i underkanten af 3 kg. Jeg kastede en klump nuldret toastbrød ud til dem for at se deres reaktion. Denne var dog noget tvivlsom. De åd ikke brødet og syntes faktisk at blive lidt skræmte over det. Nå, de skulle vel lige tilvænnes, og meget kunne endnu ske, så jeg ilede tilbage til bilen for at rigge til. Mit grej kunne være bedre. Hjul og stang var fine nok, men krogen var hurtigt udvalgt af det bedste jeg nu lige havde og flåddet bestemt ikke optimalt: et 14 g flydende bombarda-flåd tilrigget på samme måde som med spinflue, dvs. uden linestop over flåddets rør, og derfor ude af stand til at hindre krog og agn i at gå mod havets bund. Anyways, det var det bedste jeg lige kunne præstere med mit forhåndenværende grej og min forstand på det pågældende tidspunkt (linestoppet burde nok have været indtænkt i konstruktionen), og desuden virkede flåddet stadig fint som kastevægt og pendul til præcisionsplacering af krogen. Tilbage på molen scannede jeg igen først den rolige inderside og spottede nu nogle multer trække rundt herinde også. Faktisk kom der en del forbi, og jeg fandt frem til et område, hvor de var særligt aktive. Jeg lagde mærke til et par sten, lige ved overgangen mellem vand og mole, hvor de havde en præference for at græsse og lagde derfor krogen med brød ned her efter lidt forfodring. Dette gav dog intet resultat, og multerne søgte hver gang blot et lille stykke væk. Tiden passerede, multer kom og gik, og jeg kastede jævnligt en håndfuld brød ud for at vække deres interesse for skidtet. Efter lidt tid var der pludselig en flok multer inde, som syntes at få smag for det. De blev opildnede, når brødet røg i vandet, åd en del af det ret hurtigt, og derfor kastede jeg med det samme krogen ud i ”foderfeltet”. Der skete heldigvis ikke det, som nogle multefiskere har prøvet, nemlig at fiskene æder alt bortset fra brødet på krogen. Faktisk vakte det agnede brød hurtigt interesse hos en af multerne, som svømmede hen til det og inhalerede det. Tilslaget faldt øjeblikkeligt – og VUPTI!: krogen ud af vandet, ingen vægt for enden af linen, krogen rippet for brød! Dette er præcis den rækkefølge, som (i hvert fald) min hjerne opfattede begivenhederne i. Pokkers! Men så igen - multen havde jo sikkert ikke engang rigtigt taget agnet, og brødet var desuden nok bare røget af pga. tilslaget osv. osv., var tanker som gik igennem mit hoved. Nu er jeg dog overbevist om, at min enkeltkrog blot var så uheldig at vende forkert inde i munden på dyret, da jeg gav tilslag. Efter dette fortsatte jeg ufortrødent, hvorefter præcis det samme skete for mig endnu en gang. Hmm… måske tog multerne ”forsigtigt” og var helt umulige her. Måske skulle den oprørte yderside af molen med god vind og morads, hvor jeg først havde spottet multer, prøves? Jeg besluttede mig for at gå derud og give det et skud, for at se om de her gik lidt mere til stålet. Fiskeriet på ydersiden af molen var ikke nemt. Flåd og agn røg gang på gang ned i det oprørte vand men sløredes blandt flydende tang og andre partikler, ligesom de græssende multer ingen fidus havde til hverken brød på krog eller mange stykker brød uden krog - uanset hvor nogenlunde tæt på dem det hele landede. Hver gang jeg møvede mig ind på en lille gruppe multer, rykkede de beslutsomt lidt videre langs molen – ikke skræmte, blot irriterede. De havde en fest ved de store molesten i bølgerne fra den friske vind, og jeg var ikke inviteret - det vidste både de og jeg. Hmm... Efter lidt tid valgte jeg at gå tilbage til førnævnte plads for at se, om selskabet her var blevet mere gæstfrit. Egentlig havde det jo nok været det hele tiden, mens jeg blot havde manglet heldet til at kroge en multe på den rigtige måde. Tilbage på pladsen kom der endnu en periode, hvor multerne gik bevidst efter brødet. Jeg placerede min krog iblandt dem, en multe styrede målrettet hen imod den, agnet forsvandt ind i dens mund, tilslaget faldt og BANG! -Vægt i den anden ende – JUHU! Kombinationen af tydeligt at se multen tage krogen og straks mærke, at den denne gang sad fast var ubeskriveligt fed – og på min top3liste over lystfiskeroplevelser i mit liv. Endelig havde jeg knækket dette sagnomspundne, ikke let gennemskuelige og meget længe omdrømte fiskeri – jeg havde nu fast fisk for enden af linen, og det var en multe! Øjeblikkeligt måtte jeg ringe til Daniel. Andre må tænke, hvad de vil, men jeg tror, at det skyldes behovet for at dele en stor lystfiskeroplevelse med en god fiskekammerat – mens det sker. Og hvem mere oplagt end manden, som har anbefalet pladsen?! Nå, Daniel lå imidlertid og sov bjørnesøvn her kl. 18 søndag, så det blev til en euforisk besked på hans telefonsvarer om, at jeg havde fast fisk – en multe – og at det var fantastisk! Fisken fightede godt. Man kunne godt mærke dens pæne størrelse (ifht. f.eks. de målsørreder jeg normalt er i kontakt med :)) og kræfter, men samtidig lagde jeg et resolut pres på den og gav den ikke så meget line, for denne fisk måtte bare ikke mistes! Efter 7-8 min. og en tur i vandet med begge ben på de udfordrende sten kunne jeg række teleskopnettet så langt frem som overhovedet muligt og nette min første multe. Det var bare fedt! Efter fighten med og fangsten af denne multe, virkede de andre noget skræmte, og det blev ikke til flere nærkontakter. Jeg gik hjemad lidt i syv i aftensolen, langs vandet hen til bilen - fyldt op af fiskelykke :)