Søørred på 2.75 kg. og 61 cm. fanget af Allan Mathiasen
Beretning
Kl. 17 sad jeg på kontoret, begravet i administrative opgaver, da IT manden kom snigende: Serverdele skulle skiftes, netværket skulle lukkes helt ned. "Du kan lige så godt gå hjem", lød meldingen.
Jeg var ikke sen til at ændre planer og træffe den rette beslutning, så jeg sendte straks Lisette en sms: Jeg drøner hjem efter båden, og på søen. Vil i med?
Det ville de, og afsted det gik. Stængerne var rigget til, da jeg havde planlagt en tur tirsdag, som jeg desværre måtte aflyse.
Stængerne blev sat, og efter 20 minutter sad den der, på en lille fræk "firetiger". Lækkert hug, og sikke udløb og spring! Jeg var sikker på, at den var god, og troede endda at vi var over 65 cm og måske 3½ kg. Helt så vildt var det dog ikke, men er du gal det var en tilfreds mand, der var på familie-sejltur :)
Klubrekord, i hvert fald som det ser ud i skrivende stund :)
En halv time og en del grejbåleri senere sejlede jeg familien på land, men jeg fik da heldigvis presset lidt mere fisketid ud af aftenen, på trods af en tiltagende vind.