© 2008 

www.lommeulken.dk


Login

Brugernavn:

Password:

Husk mig?
log ind

















Bornholm 2013


årets lommeulketur til den forjættede havørred ø Bornholm er nu overstået og her er et turreferat set gennem arrangørens briller:

 

Opildnet af sidste års pæne fangster og våde drømme om blankfisk i størrelse XL havde hele 16 ulke budt ind på årets tur. Turen var lagt i marts for at helgardere mod en isvinter, men ak ja. Noget sådan lader sig åbenbart ikke gøre med de klimatiske vinde der blæser over vores lille land i disse år.



Derfor var det 15 spændte ulke (Pæren måtte blive i Jylland grundet lykkelige omstændigheder på hjemmefronten), der torsdag aften rykkede sammen i bilerne med kurs mod Ystad og en solskinsø pakket ind i blå kurver på DMI´s prognoser. Allerede om bord på færgen fik vi syn for, at Bornholm er en attraktiv destination i vintermånederne og yderligere et par større grupper af kystfiskere blev identificeret. At vi ikke var alene på øen skulle vi finde ud af ved flere lejligheder under vores ophold!

 

Vel ankommet til de to luksussommerhuse på sydkysten blev der fyldt energi på systemet og ellers gjort klar til morgendagens fiskeri. Igen i år hoppede alle med på den gamle sang om, at der er godt fiskeri i dagens tidligste lys og kl. 4.30 trillede de første biler af sted mod de nøje udvalgte spots.



 

Fredag: Andreas & CO lavede en Bornholm klassiker som aldrig slår fejl: Bliv i nærheden af sommerhuset og fisk her! Mens de tre andre biler fiskede ved Tejn, Salene og Lufthavnen uden at se skyggen af fisk var det sydkysten, der for tredje år i træk holdt fisk, mange fisk! Uheldigvis var vandet spritklart, spejlblankt og med 0 grader var der såmænd også lidt grødis til at vanskeliggøre fiskeriet.




Vi fandt aldrig rigtig ud af hvor, hvornår og hvordan fiskene blev fanget men det lykkedes da at vride lidt information ud af de tre hemmelighedskræmmere Andreas, Henrik og Jens. Nogle undermålere, et par 45 cms fisk, en halvmeters fisk og så en præmiefalder på 76 cm var vist det, der var blevet fanget i løbet af fredagen for ovennævnte trio.




Efter at have opgivet morgenfiskeriet på Lufthavnen i håbløse forhold kørte turarrangøren øst på.




Eller det vil sige først kørte vi lige tilbage til sommerhuset igen. Debutanten Anders udnævnte nemlig sig selv til årets badedyr. På Horsemyre Odde dødsvadede han ud til vandet stod ham til waders kanten. Dette træk slap han trods et par farlige situationer godt fra, men på vejen ind gik den ikke længere. Store glatte sten gjorde udslaget og tre elegante brystsvømningstag, ti liter vand og et par høje brøl senere stod en noget ydmyg mand på stranden i -4 grader, men heldigvis med solen skinnende på sig. Efter en lille omklædning ramte vi østkysten, hvor Martin og Kluden løb om kap med et par lokale for at komme først til den valgte plads´ hotspot. Anders og Bjarke starter ud ved bilerne og efter kort tid napper en fin fisk fluen, men slipper desværre igen inden det bliver rigtig sjovt. Det næste stykke tid sker der ikke rigtig noget, så det bliver besluttet af prøve strækket længst mod nord. Her står Kluden og varmer en lille pynt, men når man kender hinanden kan man heldigvis tillade sig at fiske tæt! Allerede efter få kast bliver Skøjteprinsessen stoppet på bagkanten af et større rev og et par tunge rusk afslører en bedre fisks tilstedeværelse. Efter en overraskende fin fight i det kolde vand går der lidt panik i den under netningen, og Anders kan måbende se til mens Kluden får læst og påskrevet hvordan man ikke skal gøre når man netter en kystørred. De tumultariske scener ender med, at Bjarke med hånden tager fat i forfanget og får hevet fisken ind i det ventende net. Ikke kønt, men åbenbart effektivt!




Resten af dagen sker der ikke det vilde og de vindstille forhold er absolut ikke optimale til Bornholmerørreder. Hotspottet fra morgenen er endvidere blevet overtaget af en stor flok Københavnere og en lille håndfuld tyskere der præsterer at hive lidt fisk op for næsen af de tilstedeværende lommeulke.




Om aftenen er status, at kun en enkelt fisk ligger på køl til lørdagens ”festmiddag”. Henrik havde ellers gokket endnu en blankfisk, men han fortrød åbenbart og derfor fik en sort labrador ved navn Molly lov at stikke af med byttet mens fangeren fiskede kort derfra. Også Andreas havde hjemtaget en fisk (de fangede målsfisk var til alles store forargelse blevet genudsat!), men denne blev inddraget til fredagens aftensmad ”Falderpizza a ala Schacksen”, som smagte fint på trods af, at der var tale om en blankfisk.



Lørdag: Igen er folk tidligt oppe og fiskene er at finde på gårsdagens varmeste plads. Vinden er desværre stadig fraværende og det er kun Jens der har held til at overliste en fin grønlænder, som reserveres til aftenens måltid.




De fleste kører ud for at finde lidt vind eller gamle dønninger, mens andre snupper en lur i sommerhuset. Ved middagstid sker miraklet og vinden blæser kraftigt op fra syd! Kluden har skiftet bil og Anders placeret sig på en pynt, mens Bjarke og Martin vælger et af sidste års hotspots. Bølgerne er allerede begyndt at rejse sig og der er fint gang i vandet. Fiskene kvitterer øjeblikkeligt og efter kort tid ligger fire fine fisk i sandet bag os og aftensmaden er reddet. Endnu lidt fisk bliver fanget og genudsat inden det lykkedes at få kontakt til flere lommeulke.




Benjamin mister desværre en fisk, Laurits fanger en mindre og Morten har lidt nap uden fast kontakt men stimen er helt klart forsvundet igen. Folk spreder sig igen for at finde fiskene mens andre bliver og hulfisker pladsen igennem de næste timer.

Dagens trælse detalje opstår da et par svenskere vader langt ind i helårsfredningen på den nærliggende å. Heldigvis kommer deres seks venner kort efter forbi og de får venligt forklaret sagens sammenhæng som de lover at sige videre. Dette holder bare ikke helt for de vader alle ind i fredningsbæltet og fisker det hele systematisk igennem 8 mand!

Forholdene på sydkysten er nu rigtig Bornholmeragtige og det lykkes Jonas at finde en ny stime fisk.




Et par fisk bliver hjemtaget til aftensmaden ligesom Jonas´ ”signatur-move” (at knække linen i en fisk….) også bliver udfoldet et par gange.

Jakob fanger også en blankfisk til aftensmaden og Bjarke og Martin finder ligeledes fiskene og får et par stykker inden det er tid til aftensmadindkøb. Da folk ved mørkets frembrud kommer hjem til sommerhuset kan opløftede stemmer høres på lang afstand og ikke uden grund. Debutanten Tue har nappet et par undermålere toppet med en super flot 60 cm blankfisk, der går hen og bliver turens fisk.




Med til historien hører, at da Morten netter fisken siger han til Tue, at den er ca. 45 cm hvorfor de overvejer at sætte den ud igen. Heldigt at de ikke gjorde det og situationen viser meget godt, at sidste års ”top rod” på dette års tur er helt væk. Efter sigende gik han med et fjernt blik fra morgen til aften mens han på sofaen om natten konstant mumlede ordene gedde, sandart og dropshotting.

Om aftenen bliver 7 havørreder grillet hele på weberen og ulkene kan mætte gå ombord i poker, alkohol og en god håndfuld røverhistorier.

 

Søndag: En enkelt bil begiver sig tidligt af sted mens resten tager den med ro. Vinden har høvlet igennem hele natten og forsøget på at fiske sydkystens pladser opgives efter en times tid.




Det viser sig, at øens pladser mildest talt er fyldt godt op. En lokal kystkonkurrence med 90 deltagere oveni alle fisketuristerne gør sit til at udfordre vores evne til at finde en ”tom” fiskeplads. Til sidst giver vi op, tager chancen og kører til noget kyst vi ikke kender noget til. Efter lidt tid finder vi dog et spændende rev som Bjarke fisker igennem flere gange uden andet resultat end en mindre fisk der kommer cruisende forbi i det klare vand. Endnu et rev længere sydpå bliver indtaget og mens Martin og Benjamin ikke får noget ud af deres anstrengelser nord og syd herfor er der pludselig gevinst på Bjarkes rev. Efter et par forsigtige kontakter kroges en fisk idet Martin også begiver sig ud på revet. Den falder dog af, men fiskene er helt klart aktive og kort efter er to skraldblanke fisk på godt halvmeteren landet.




Fiskene tage sindssygt forsigtigt og der skal virkelig fiskes langsomt for at komme til nap. Mange kontakter bliver ikke til fast fisk, men pludselig har Martin også fundet melodien og lander et par fine fisk.




Benjamin mister først en fisk inden han får revanche og lander sin første kystfisk over målet. En fin fisk på hele 65 cm, som sikkert har været et smut oppe i et af de mange Bornholmske vandløb for at lave flere havørreder.




Godt tilfreds med fisken går resten af Benjamins dag med at ryge pibe og drikke valnøddesnaps i solskinnet, ikke den værste måde at tilbringe en forårsdag på!

Rygterne går hurtigt og et par biler mere ankommer til området med det nyfundne rev. Jonas får i andet kast efter ankomst et tungt hug helt ude i kastet, men efter lidt rusken med hovedet står han igen med en slap fornemmelse. Et par faldere og en mindre fisk til Bjarke og Morten er alt det bliver til de næste timer og det lader til, at fiskene er forduftet eller simpelthen ikke i hugget længere.




Et kort stykke længere nordpå kan Jens, Andreas og Henrik overvære enhver kystfiskers drøm. I løbet af kort tid lander en tysk lystfisker to overspringere på 70 cm, hvoraf den ene var en bombe på over 4 kg! Flere fisk bliver det desværre ikke til og ved 15 tiden vender folk tilbage til sommerhusene for at få pakket og lukket ned for årets Bornholmertur.



øvrige højdepunkter på turen:

 

1)      Jonas afslappede forhold til begrebet tid på vej til færgen fra Ystad. Da vi andre forlod Kastrup gik Jonas og passagerer ind for at handle. Da de kom ud igen var vi andre i Sverige, men de kunne da lige nå McD. Da de kom ud fra McD var vi andre tæt ved Ystad og Jonas var på røven. Mon ikke der er nogen der er glade for, at der ikke var fartkontrol i Sverige torsdag aften?

 

2)      Fordelingen af sovepladser på Ellekrogen der udløste en scene, der ville blegne i forhold til de konflikter der kan opstå blandt pigerne på en 7.klasses lejrskole. Ingen nævnt, ingen glemt.

 

3)      Forestil dig synet af tre stænger der alle peger ind mod hinanden og tre bombardaflåd der er filtret sammen. Forestil dig så samtidig en lommeulk der ligger og roder rundt halvt nede i vandet med en ketcher i hånden. Forestil dig så yderligere en lille undermåler kroget i halen som ligger og spræller lidt opgivende nede i bunden af nettet. Dette scenarie var Kluden vidne til lørdag eftermiddag og moløren skulle efter sigende være opstået da Jonas krogede den lille fyr i halen helt ude i kastet og hurtigt fik talt fisken op til at være af en størrelse som Jens, med livet som indsats, burde springe til for at hjælpe med at nette. Hvordan de to andre lommeulke og deres liner kom ind i billedet er der vist aldrig rigtig nogen der fandt ud af.

 

 

4)      Lars store forkærlighed for den elegante drik Underberg. På færgen til Bornholm tømte han kiosken for de små flasker og de som fiskede med ham havde simpelthen ikke mulighed for at sige nej tak når der blev budt. Måske var det derfor, at Lars bil aldrig rigtig ramte fiskene? Efter sigende vil producenten af Underberg gerne sponsorere Lommeulkens fremtidige ture til Bornholm under forudsætning af, at Lars deltager.

 

5)      En ældre Københavner der trods et halvhjertet forsøg aldrig rigtig formåede at tage livet af en ørred på 43 cm. En halv time efter fangsten lå den lille fyr stadig og vred sig i det kolde sand mens fangeren fortalte ikke så få røverhistorier til de der gad lytte.

 

 

6)      Mængden af ”voksenklip” fra internettet, der blev nydt i nattens stilhed på hemsen i huset på Ellekrogen.

Til sidst vil jeg som turarrangør sige tak til alle deltagere på turen. Tak for en helt igennem god stemning fra start til slut og thumbs up til alle de ”nye” der kæmpede imod elementerne fra morgen til aften, ofte uden at blive belønnet. Som det altid er tilfældet var fangsterne noget ujævnt fordelt blandt deltagerne og flere tog hjem uden fangst eller kun med en undermåler på samvittigheden. Til gengæld tror jeg alle er bevidste om, at grænsen mellem succes og fiasko ofte er hårfin og har man først fundet fiskene, så kan turen rent fangstmæssigt være reddet i løbet af få minutter.

Måske vi ses næste år?



 

/Turarrangøren


24-3-2013
Tommy Norin Andersen | tommynorinandersen@hotmail.com
Lyder som en skide hyggelig tur, trods de kolde omstændigheder!
26-3-2013 9:49:59
Martin Broch-Lips | martin_broch_lips@hotmail.com
Kan ikke være mere enig. God tur og godt referat. Og dejlige billeder ikke mindst.
25-3-2013 12:30:03
Daniel Lindvig | deinerl@sol.dk
Fedt referat fra en glimrende og velarrangeret tur! Må svenskere og øvrige - der fisker ind i fredninger bøde for deres synd i helvede... :)
25-3-2013 9:29:02
Jonas Rasmussen | jribergaard@gmail.com
Haha... Super referat!
Det virker pisse godt når vi er så mange der kan dele billeder til tur-referaterne! Det er jo næste som at være der igen... ;)
25-3-2013 9:27:02
Allan Mathiasen | fiskerallan@hotmail.com
Velskrevet som altid. Bider skørt nok lidt meget mærke i, at Bjerre er havnet i lykkelige omstændigheder på hjemmefronten. En tanke til internettets sociale mødesteder og tillykke herfra.
24-3-2013 23:40:00