Gedde på 8.6 kg. og 101 cm. fanget af Laurits Therkildsen
Beretning
Ak ja...
Ulkens tur søndag blev aflyst pga frost og vind, men da jeg snart har sidste medlemsdag i klubben for arbejdsløse lystfiskere, bliver hver dag med nogenlunde fiskevejr udnyttet.
Jeg havde skråsikkert meldt ud til kæresten, at jeg nok skulle tage med på galleri og deltage i andet kæreste-agtigt mental nærvær om lørdagen. Det var derfor med gyngende grund under fødderne, at jeg ad omveje fik foreslået, om ikke vi kunne tage på kærestetur søndag i stedet for lørdag...? Efter overraskende lidt forhandling blev forslaget accepteret, og så skulle der ellers ringes rundt. Jeg havde et enkelt sejlbart vand i tankerne, og en snak med Mathiasen bekræftede idéen.
Lørdag startede med at jeg fik tusset lidt omkring og fik ordnet båden. Der blæste mildest talt en frisk vind, selv med vestjyske briller, og jeg begyndte at overveje det fornuftige i foretagendet. Men hvad skidt, tænkte jeg, sikkerheden var i orden, så det eneste problem ville være at manøvrere båden som jeg gerne ville.
40 agnskaller blev hentet i baljen i skuret og af sted det gik. Schacksen og elmotoren blev samlet op, og kurset derefter sat vest på.
Vel fremme ved vandet fandt vi ud af, at vi ikke var alene. To gutter var ved at smide en større jolle i vandet, og jeg var næsten sikker på, at de ville snuppe "mit" hotspot. Det gjorde de dog heldigvis ikke men holdt sig pænt i læ, hvilket nok skyldes den noget friske vind på føromtalte hotspot.
Første geddde skralder på min ene stang ret hurtigt, og en fin gedde på et par kg kommer lige forbi til en omgang afkrogning i vandet. Knap når jeg at søsætte en ny skalle, før der igen er bud efter den ene af mine stænger. Vi er kommet lidt for langt ud på søen, så vinden flytter os noget hurtigt. Jeg får lagt min side af båden op mod vinden, og kan derefter fighte en fin 5 kg fisk til båden.
Mens jeg forsøger at få et ordentligt gællegreb,. begynder Schacksens ene hjul pludselig at skrige og linen løber af i fornuftig fart. Jeg bander lidt over, at den nu er gået i elmotoren, og bebrejder mig selv, at jeg ikke fik slukket den helt alligevel. Et hurtigt kig afslører dog, at der ikke er liner i skruen, så skallen er nok bare gået i bunden, får jeg sagt. Schacksen slår bøjlen over, så vi kan tage os af dette bundbid senere. Efter min fisk er sat tilbage i vandet, bakker jeg båden op mod vinden mod det sted, hvor Schacksens skalle er gået i bunden. Mikkel kan ikke mærke noget på stangen, men lige da vi er næsten over flåddet, ser jeg lige en gylden side vende sig ca to meter nede. Efter forholdsvis lidt kamp, kommer madamme nr to i båden. En fin fisk på 89 cm og 6,1 kg:
Skallerne bliver søsat igen, men ud over en enkelt pind, sker der ikke noget den næste times tid, og vi overvejer om vi skal søge land for at få lavet noget mad. Båden er svær at styre når man kommer længere end 100 meter fra de læ-givende træer, men vi slår alligevel et stort sving, for liiiige at trække over hotspottet en sidste gang. Resultatet udebliver ikke, da min sideplaner-stang krøller sammen over det lave vand. Fisken er genstridig, og tager flere gode udløb på det lette grej. FEDT! Krogene sidder ikke ret godt, og en str. 4 trekrog sidder løst og vifter under kæben på fisken. Med billederne af Birkelands oplevelse med gedder og trekroge i baghovedet, kan jeg ikke sige mig fri for lige at tøve et sekund. Endelig får jeg dog ordentlig fat med nallerne, og den tykke dame kommer ombord med sine 101 cm:
Gedden og vinden har i fællesskab lavet totalt bål i linerne, og vi skærer en del af kludderet af, og beslutter at gå i land og lave mad.
Schacksen hiver grejet frem og får på fornemste måde kreeret et mesterligt måltid til os. To Corona'er med lime-båd og hele pisset disker han sørme også op med.
Da den gode Mathiasen ikke magter at slås mod vinden og komme til frokost, beslutter vi at sejle ned med en tallerkenfuld. Desværre var den blevet noget kold og sandet ved levering, men overraskelsen og begejstringen var alligevel ikke til at tage fejl af.
Vi fiskede en lille time mere uden nap, og drog så hjemover. Jeg skulle passe en kammerats hund, og for at være ærlig, så havde jeg også fået nok af at bakse båden rundt i vinden med en hækmonteret elmotor.
Tak for dejlig dag, drenge! Og ikke mindst, tak for dejlig mad, Mikkel!