Pighvar/Slethvar på 0 kg. og 35 cm. fanget af Bjarke Dehli
Beretning
Det meste af Danmark holder ferie og mange lystfiskere er rejst udenlands i jagten på oplevelser der brænder sig fast på nethinden. De sidste år har jeg sammen med et par kammerater haft tradition for at opsøge eventyret herhjemme i Dannevang. Vi planlægger altid vores destinationer i sidste øjeblik, således at vejret aldrig får lov at overraske os negativt. I år havde vi blot to dage til rådighed, men med solskin, ingen vind og sommer over hele linien var der mulighed for at give den gas hele døgnet.
Vi startede ud med jagt på multer og her var forholdene optimale. Solskin, stille vand og stigende vandstand plejer at være gode til multefiskeri men efter en halv dags forgæves søgen måtte taktikken ændres. Den planlagte tur i jollen blev fremrykket og med soveposer, rigeligt med frosne vandflasker og solcreme kunne det ikke gå galt. På vej mod vores basecamp dørgede vi lidt hornfisk, som skulle bruges til næste dags fiskeri efter makrel og hvar.
Kl 19 var vi fremme og efter at have hygget med pølser over bål og lidt kolde øl gav vi havørredfiskeriet et skud. Allerede efter få kast kan jeg kroge og genudsætte en fin blankfisk midt i fyrrene. Der er fint med aktivitet på pladsen og i timen op til mørkets komme ser vi flere havørreder vise sig på pladsen. Flere af disse var af en rigtig god størrelse og sikkert i venteposition til det næste regnskyl, der sender dem videre mod deres endelige destination i de ferske vande.
Jeg fanger en fin blankfisk mere og mister en mere på en lille brun flue inden mørket sænker sig. Kammeraterne går mod lejren, men jeg har svært ved at slippe synet af et par fisk omkring 65 cm, der flere gange har vist sig lige foran os. En meget stor Wolly Bugger kommer på forfanget og i første kast bliver linen strammet op. Ingen tvivl om, at en havørred har samlet "ormen" op og da den kort efter parkerer sig på distancen og begynder at ruske med hovedet får jeg bekræftet at det er en af de rigtig gode kystørreder jeg har kroget. Ud af ingenting bliver linen pludselig slap og slukørede venter vi på morgenens komme før fiskeriet genoptages.
Det bliver dog ikke til flere havørreder på land, men vi ser dem igen. Også de store, men bide vil de ikke. Som trøstepræmie får vi to velkæmpende og velsmagende makrel, den ene bliver til morgenmad akkompagneret af bacon og toast over bål. Godkendt!
Dagen bliver brugt på decideret driverfiskeri. Vi lader vind, vejr og strøm føre os rundt langs kysten mens vi forsøger os efter pelagiske toppredatorer og glubske flade. Missionen lykkes til fulde. Specielt underholdende er det først på dagen hvor vandet ligger spejlblankt hen. Flere gange fisker vi direkte til slethvar vi har spottet på bunden mens vi hang ud over rælingen på den lille jolle og oftest bliver maddingen inhaleret særdeles ukritisk ved første præsentation. Da vi har været i gang i 24 timer kan vi solbrændte og udmattede drage hjem med lækkerier til fryseren, smil på læben og uerstattelige minder om endnu en vellykket fisketur i gode venners lag. Lykke!
|